Hindholm STX frikendt for at have tråde til islamistisk gruppe
Kirkeministeriet har i en udtalelse understreget, at behandlingen af Dansk Islamisk Trossamfunds (DIT) ansøgning om at blive anerkendt som trossamfund, forløb korrekt. DIT er altså et trossamfund på linje med alle andre.
I en række artikler i Kristeligt Dagblad, der blev bragt i slutningen af oktober, blev DIT ellers beskyldt for at have tråde til den islamistiske gruppe Milli Görüs. Der var også beskyldninger om en forfejlet behandling af DIT’s ansøgning. Nu slår Kirkeministeriet altså fast, at der ikke skete fejl.
Tre af medlemmerne i bestyrelsen på det muslimske gymnasium Hindholm STX i Fuglebjerg er udpeget af hovedbestyrelsen i DIT. Derfor har gymnasiet været beskyldt for også at have tråde til Milli Görüs-bevægelsen. Disse beskyldninger er altså nu blevet afvist af Kirkeministeriet.
To byrådskandidater fra Næstved, Helge Adam Møller (K) og Michael Perch (S) valgte på grund af beskyldningerne at melde afbud til vælgermødet den 6. november på Hindholm STX. Selv om beskyldningerne har vist sig grundløse, fortryder ingen af de to kandidater ifølge sn.dk, at de valgte at blive væk.
Kommentarer