HG Atletik og Motion aflyser Troldeløbet
Næstved: Troldeløbet må i år aflyses, da HG Atletik og Motion grundet skærpede regler mangler uddannede hjælpere.
Motionsløbet, der går fra Næstved til Karrebæksminde må i år aflyses, da der er skærpede krav til sikkerheden, skriver Sjællandske.
Motionsløb på offentlige arealer kræver tilladelser fra kommunen og politiet, og det betyder, at der skal være specialuddannede trafikofficials.
– Det er helt i orden med sikkerhed. Det ønsker vi også, men vi kan ikke nå at få uddannet tilstrækkeligt med trafikofficials. Derfor vælger vi at holde en pause, og aflyser årets Troldeløb. Der er ikke samme regler til vores andre løb, som holdes i Herlufsholmskoven, siger Monica Mikkelsen til Sjællandske.
Arrangørerne HG Atletik og Motion har muligheden for at leje hjælpere fra andre klubber, men det vil koste for mange penge. Formålet med Troldeløbet er netop at skaffe penge til at drive klubben.
Troldeløbet holder derfor en pause indtil 2017, så arrangørerne kan nå at uddanne seks til otte hjælpere.
Kommentarer