Den helt nye 10. klasse på ZBC har fået en flyvende start
Som noget helt nyt er det efter sommerferien muligt at tage 10. klasse på ZBC i Næstved. Denne mulighed er der mange unge, der gerne vil tage brug af og der er således rigtig mange, der har søgt om optagelse – og der er plads til alle.
Hvis man skal gå i 10. klasse i Næstved kommer man til at have sin daglige gang på ZBC. Her kan man vælge mellem tre forskellige retninger, alt efter hvilken vej man ønsker at gå efterfølgende. På den måde bliver 10. klasse første skridt mod en ungdomsuddannelse, og det er der mange unge, der i år har fundet interessant.
– Vi er rigtig stolte af at der er så mange, der har lyst til at gå i 10. klasse hos os på ZBC. Jeg glæder mig rigtig meget til at starte op og byde eleverne velkommen. Vi er i fuld gang med at tilrettelægge skoleåret og ikke mindst en rigtig god opstart, fortæller Merete Helms, der er områdeleder på ZBC og ansvarlig for 10. klasse.
Kendskab til byens ungdomsuddannelser
Som tingene ser ud nu, bliver der oprettet 5-6 klasser, der har forskelligt fokus alt efter, om eleverne vælger at bruge året på at gøre sig klar til en gymnasial uddannelse eller til en erhvervsuddannelse. Uanset valget er 10. klasse det første skridt til en ungdomsuddannelse, og giver eleverne en både faglig og personlig udvikling, som vil gavne dem i deres videre uddannelse.
Eleverne vil blandt andet stifte bekendtskab med alle ungdomsuddannelser i byen, så eleverne får det bedst mulige grundlag for at vælge, hvad de skal efter 10. klasse.
– Det bliver et år, hvor vi går meget op i at udvikle den enkelte elev både personligt og fagligt, men vi stiller samtidig også krav til eleverne om at yde på begge områder. På den måde bliver det en fagligt seriøs 10. klasse, hvor der også vil være plads til at dyrke det sociale – og det tror jeg på bliver en rigtig god kombination, udtaler Merete Helms.
Kommentarer