Næstved By

Helge Adam Møller melder afbud til valgmøde på Hindholm STX

De Konservatives spidskandidat i Næstved Kommune, Helge Adam Møller, melder nu fra til det andetsteds omtalte vælgermøde på det muslimske gymnasium Hindholm STX ved Fuglebjerg. Det sker på baggrund af en voldsom kritik af skolen, der menes at have forbindelse til den islamiske Milli Görüs-bevægelse, skriver dr.dk

– Jeg har sendt afbud til mødet på mandag, og det er simpelthen, fordi der er rejst spørgsmål i seriøse medier og i Folketinget om, hvorvidt Hindholm overhovedet er berettiget til sit statslige tilskud, siger han og fortsætter:

– Jeg kan se, at vicedirektøren i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, der vurderer sagerne, ser på sagen med meget stor alvor, forklarer han.

Denne uge er det kommet frem, at Hindholm STX, ligesom en række friskoler, menigheder og en efterskole, er ejet af Dikev Fonden, som har tråde til den islamistiske Milli Görüs-bevægelse.

Socialdemokratiets friskoleordfører, Lars Aslan Rasmussen, har på den baggrund kaldt undervisningsminister Merete Riisager i samråd om sagen.

Helge Adam Møller henviser til, at gymnasiet i deres pressemeddelelse om vælgermødet særligt fremhæver, at de er stolte af hans deltagelse.

– Efter den kritik, der har været, ønsker jeg under ingen omstændigheder, at min deltagelse på en eller anden måde skal kunne opfattes som blåstempling af skolen, siger han videre til dr.dk

Claus Ditlev Larsen, der stiller op for SF i Næstved, tager dog kritikken af skolen lidt mere roligt. Han agter stadig at komme til vælgermødet på mandag.

– Det er et nationalt anliggende. Jeg opfatter det i højere grad som en snak omkring lokalpolitik og lokaldemokrati, og det synes jeg er vigtigt at få ind på STX, uanset om det er muslimer eller protestanter eller hvad det er.

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) lægger op til øget opmærksomhed med skoler som Hindholm STX, der muligvis har forbindelse til islamistiske bevægelser.

Kommentarer