Nu er hele Kobberbakkeskolen afd. Sydby lukket ned på grund af fnat
Ledelsen på Kobberbakkeskolen, afd. Sydby på Parkvej i Næstved lukker med øjeblikkelig virkning hele skolen. Flere end 130 af skolens 413 elever er smittet med norsk skorpefnat.
Da udbruddet blev konstateret, valgte skolen i første omgang at lukke en afdeling af skolen med 22 klasser og sende 200 elever hjem, men ledelsen besluttede fredag formiddag at lukke hele skolen ned og sende alle elever hjem.
Skolen genåbner tirsdag morgen.
Ud over de smittede elever har sygdommen også ramt seks medarbejdere, fortæller skoleleder Annika Bramming til sn.dk.
– Rigtig mange.er smittede Jeg har ikke overblik over, hvor mange smittede vi er oppe på. Vi tager alle forholdsregler, og vi gør alt, hvad vi kan, forsikrer hun.
Udbruddet af fnat blev opdaget, da en elev i en af specialklasserne på Centerafdelingen var hos lægen og fik det konstateret. Skolen tog straks kontakt til Statens Serum Institut og besluttede efterfølgende at sende alle elever hjem i de berørte klasser.
Mikrobiologisk afdeling i Slagelse har haft udbruddet på lægekonference torsdag, og herfra lyder meldingen, at man skal tage den med ro og kontakte lægen, hvis der er mistanke om smitte.
Fnat er en hudlidelse, der resulterer i et særlig generende og smertefuldt kløende udslæt, som kan behandles med creme.
Hele Centerafdelingen er lukket ned, og skadeservicefirmaet er netop nu i gang med at rengøre og desinficere de berørte lokaler. Når alt er rengjort, skal det stå i 72 timer.
– Vi vasker alle ting ned. Det smitter fuldstændig som ved skoldkopper. Vi render ikke rundt og krammer hinanden, siger skoleleder Annika Bramming til avisen.
Hvis alt får efter planen, kan nogle klasser åbne igen mandag. Skoleleder Annika Bramming informerer løbende forældrene via Skoleintra.
Kommentarer