Karrebæksminde

Havnekajen i Karrebæksminde sikres mod korrosion

Det er ikke på grund af de høje lufttemperaturer, at en dykker har valgt at opholde sig i det kolde vand langs kajen i Karrebæksminde i længere tid ad gangen,  men det er Dykkerservice A/S ejet af Jørgen Schunck fra Slagelse der har fået til opgave, at sikre den kun få år gamle havnekaj i Karrebæksminde mod korrosion.
Tekst og foto: Preben Madsen / Media Næstved
På toppen kan der være koldt, men det kan der efter hvad dykkeren fortæller også være på bunden, derfor er erhvervsdykkeren forsynet med en dykkerdragt med indlagt varmeforsyning, hvor opvarmet vand hele tiden cirkulerer gennem dragten, vandet bliver opvarmet af et oliefyr monteret i dykkerbilen, sideløbende får dykkeren luft gennem en anden slange monteret på en kompressor. Det kan til tider være vanskelige forhold  at arbejde under, strømmen i det øverste vandlag kan nemt komme op på næsten 4 knob, men da arbejdet foregår i den nederste del, hvor strømmen ikke altid er helt så kraftig, så kan arbejdet med højtryksrensning og svejsning foregå det meste af tiden, men for at dykkeren kan stå fast på bunden er han påmonteret flere kilo blyplader.
Det er Næstved Havn der har bestilt Dykkerservice A/S til at svejse over 300 beslag på spunsvæggen under vandoverfladen langs med kajen, her i skal der så på højkant monteres mere end 150 zinkanoder med en længde på omkring 1 meter, de skulle så forhindre at spunsvæggen ikke ruster op på rekordtid. Systemet er det samme som bruges på små og store skibe, zinkanoder hindre at der sker tæring af jerndele der har berøring med vandet.
I stedet for at rust og korrosion æder spunsjernet op med tiden, så vil det være zinkanoderne det går ud over, derfor regnes der med at om ca. 10 år skal der monteres nye zinkanoder, de gamle vil sikkert til den tid være ætset helt op, samtidig med at spunsen stadig vil være helt intakt. Den øvrige skibstrafik er ikke berørt af arbejdet langs med boldværket.

Kommentarer