Karrebæksminde

Havnefesten i Karrebæksminde stopper efter manglende opbakning fra erhvervslivet

Bestyrelse lukker og slukker for Karrebæksminde Havnefestival. Efter seks år med sommerfest i fiskerlejet, bliver der ikke nogen havnefestival i Karrebæksminde næste sommer. skriver karrebaeksminde.dk.

Det oplyste formanden for Karrebæk og Karrebæksminde Erhvervsforening, malermester Jørn Johansen, på foreningens generalforsamling onsdag aften

– Vi vil ikke længere stå for havnefestivalen, meddelte formanden under punktet eventuelt.

På havnefestens officielle hjemmeside proklameres det ellers stadig, at man glæder sig til festen i 2018. Men det skal altså ikke længere tages alt for bogstaveligt.

Flere faktorer har fået erhvervsforeningen til at aflyse festen. Bl.a. har man vurderet det kæmpe arbejde, der skal lægges for dagen for at skaffe penge til arrangementet.

Samtidig har det tilsyneladende knebet med opbakning fra mange af de erhvervsfolk, der er blevet bedt om at give tilskud til festivalen til trods for, at de har ligget i første parket i forbindelse med aktiviteterne.

Det var Ulf Christensen, Enø Camping og Jørn Johansen, der for seks år siden startede op med Havnefestival i Karrebæksminde.  Dengang gav de arrangementet 5 år, for at se, hvordan det ville gå.

Og fra en omsætning på 150.000 til omkring ½ million kroner i 2017, blev den lille, lukkede forening under Karrebæk og Karrebæksminde Erhvervsforening større end ”moderselskabet”. 

Sidste år stoppede Ulf efter 5 år og blev afløst af vognmand Anders Nielsen, Karrebæk Vognmandsforretning.

Men også han syntes, det var ubehageligt ikke at blive mødt positivt, når han kom rundt og spurgte efter tilskud til det store arrangement.

Mærk Næstved har iøvrigt støttet arrangementet med 100.000 kr., og Karrebæk og Karrebæksminde Erhvervsforening har ydet en underskudsgaranti på 70.000 kr. i 2017

Om havnefestivalen nogensinde gentages i en anden form, er uklart.

Kommentarer