Kultur

Havnefest i Næstved skal skabe liv og aktivitet i den kommende havnebydel

Kanalvej bliver den 18.-22. juni spærret og omdannet til en sand Havnefest. Pressefoto

Europæisk madmarked, et tivoli, en scene med musik, dans og stand up, havnevandringer og meget mere rykker den 18. – 22. juni ind på Næstved Havn. Samtidig inviteres alle til at give deres ønsker, drømme og ideer til den nye bydel.

Næstved Havns aktiviteter inden for svingbroen udfases frem mod 2034, og det betyder, at der skal skabes en helt ny bydel. I 2024 og 2025 skal Næstved Kommunes Udvalg for Havnebydel komme med anbefalinger til, hvordan der kan skabes udvikling af en havnebydel med sammenhæng til den resterende by og hele Næstved Kommune.

Udvalget for Næstveds Havnebydel ønsker allerede nu at sætte midlertidige aktiviteter i gang, der bidrager til en spirende aktivitet på havnen.

– Vi ønsker at skabe en ny bydel fyldt med borgere og spændende aktiviteter, men den nye havnebydel er først færdig om mange år. Derfor vil vi gerne allerede nu skabe midlertidige aktiviteter på havnen. Vi håber også, at forskellige aktører har lyst til at byde ind med endnu flere midlertidige aktiviteter fremover, siger formand for Udvalget for Næstveds Havnebydel Linda Frederiksen.

Aktiviteter for både store og små

Den første midlertidige aktivitet på havnen er Næstved Havnefest den 18.-22. juni. Et stykke af Kanalvej bliver spærret af og fyldt med boder med europæisk mad og brugskunst samt et tivoli, en scene med musik og dansk stand up.

Samtidig med Havnefesten på Kanalvej bliver der vist EM-kampe på storskærm på Axeltorv.

– For mig er den nye blå havnebydel en del af bymidten. Derfor giver det så god mening, at der afholdes EM på Storskærm på Axeltorv og Havnefest samtidig. I Næstved City glæder vi os over samarbejdet med Næstved Kommune, og vi håber, vi har skabt en ny tradition med Havnefest i Næstved fremover, siger Citychef Nicolaj Lund Jensen.

På Axeltorv og i krydset ved Havnegade og Kanalvej, vil der på mandag blive opstillet udstillinger om havnens historie, udvikling af ny havnebydel og udvalget, og der vil være mulighed for at komme med på havnevandringer fra Axeltorv til Kanalvej, lyder meldingen.

Havnevandringer

Der afholdes to guidede havnevandringer om havnens udvikling gennem tiden og i fremtiden. Politikerne fra Udvalget for Næstveds Havnebydel deltager i havnevandringerne, så der er mulighed for at komme med input til, hvordan den fremtidige havnebydel skal se ud.

  • Tirsdag den 18. juni 2024 klokken 17.00-18.00
    Havnevandringen starter på Axeltorv og slutter på Kanalvej
  • Lørdag den 22. juni 2024 klokken 11.00-12.00
    Havnevandringen starter på Axeltorv og slutter på Kanalvej

Giv dit input til den nye havnebydel

En ny havnebydel kan se ud på mange forskellige måder. Drømmer du om et havnebad, højhuse eller noget helt tredje? Du kan give dine inputs til den kommende havnebydel her.

Du kan læse meget mere om den kommende Havnebydel og Havnefesten her.

 

Kommentarer