Karrebæk

Hasarderet kørsel ved Karrebæk

Ejeren af en mark, der ligger ved De Hvide Svaners Camping ved Karrebæk, blev noget overrasket, da han passerede sin mark på vej til arbejde tirsdag formiddag. Her kunne han nemlig se, at en bil var havnet inde midt på marken i løbet af natten. 

Hvad der var sket, var han ikke blevet orienteret om. Af en eller anden årsag var en lille Renault Clio havnet inde midt på marken. Hjulspind og hjulspor vidner om, at man havde kørt rundt i området, sikkert i forsøget på at komme ud på vejen igen. Heldigvis blev ingen af de 38 får og 2 heste, som græssede på marken, ramt. En stor del af hegnstrådene med pæle, der omkransede marken, havde nemlig fulgt med køreturen rundt, men havde viklet sig om køretøjet, så videre kørsel blev forhindret.
Det er nu op til folkene fra Rohavegård ved Klinteby, som råder over marken, at få talt dyrene, så man er sikker på, at ingen er løbet fra stedet. Der forestår også et større arbejde med at få genetableret indhegningen, som er ødelagt over flere hundrede meter.
Tekst & foto: Preben Madsen/Media Næstved.

Kommentarer