Samfund

Har du et spændende lokalt friluftsprojekt – så kan du søge penge nu

Man kan blandt andet søge støtte til projekter, der fremmer børn og unges friluftsliv eller øger deres naturforståelse. Foto: Hanne Havemose, Fugleværnsfonden

Friluftsrådet uddeler støtte til projekter, der giver befolkningen mere og bedre friluftsliv og naturforståelse. Næste ansøgningsfrist er 15. februar 2025, så du kan stadig nå at søge og at deltage i et af Friluftsrådets webinarer i januar – og få inspiration og gode råd til din ansøgning.

Har du en god idé til et projekt, der giver befolkningen mere og bedre friluftsliv og naturforståelse?

Så er det nu, du skal til tasterne og skrive en ansøgning. Friluftsrådet uddeler med Udlodningsmidler til Friluftsliv støtte til projekter, der skaber bedre fysiske rammer for friluftsliv, giver nye muligheder for vandfriluftsliv, eller som fremmer børn og unges friluftsliv eller øger deres naturforståelse.

Alene i 2024 har Friluftsrådet støttet over 400 projekter i hele landet. Fra de meget lokale som for eksempel Præstø Vinterbadeklub, der har fået 20.000 kroner til en badetrappe – til de nationale, der blandt andet tæller Nationalpark Vadehavet, der har fået 4,5 millioner kroner til projektet ‘Faciliteter til det stille friluftsliv.

– Vi ved, at selv mindre beløb kan have stor betydning i lokalsamfundet, så vi støtter både stort og småt. Det vigtige er, at formålet med projektet er tydeligt – initiativet skal gøre en forskel for nogen, siger forperson i Friluftsrådet, Annesofie Bjerre.

Man kan søge om tilskud fra 20.000 kroner og opefter. Næste ansøgningsfrist er 15. februar 2025.

Tre temaer for lokale projekter

Der kan søges om tilskud til projekter inden for tre temaer:

Fysiske rammer for friluftsliv: Projekter, der skaber bedre fysiske rammer for friluftsliv, så flere kommer ud og oplever naturen. Det kan for eksempel være stier, shelterpladser, madpakkehuse, fugletårne, grejbaser til udlån eller faciliteter til personer med handicap eller andre særlige behov. 

Vandfriluftsliv: Projekter, der skaber bedre muligheder for at dyrke friluftsliv på og i vandet. Det kan eksempelvis være badebroer, saunaer, kajakker eller andre faciliteter og udstyr, som understøtter vandaktiviteter eller skaber bedre adgang til vandet. Det kan også være udstyr til formidling af naturen under vandoverfladen. 

Børn og unges friluftsliv: Projekter, der fremmer børn og unges friluftsliv eller øger deres naturforståelse. Det kan for eksempel være skolehaver eller andre initiativer, der gør det nemmere at flytte undervisningen ud i det fri. Det kan også være udstyr og faciliteter til nye aktiviteter i foreninger, der får flere børn og unge ud i naturen.

Vil du høre om de aktuelle muligheder for tilskud til lokale projekter og have inspiration og gode råd til din ansøgning, så kan man deltage i Friluftsrådet webinar tirsdag den 21. januar klokken 17 til 17.30. 

Tilmeld dig webinaret her

Nationale projekter

Friluftsrådet støtter også større udviklingsprojekter, som bidrager til at udvikle og fremme friluftslivet på nationalt niveau. Det kan for eksempel være ved at udvikle nye metoder eller koncepter, skabe aktivitetsmuligheder for nye målgrupper eller frembringe ny viden, som kan bidrage til udviklingen af friluftslivets rammer og vilkår.

Man kan søge om tilskud fra 200.000 kroner, og alle kan søge, så længe projektet målrettet adresserer en konkret udfordring for friluftslivet inden for ét af de tre temaer: fysiske rammer for friluftsliv, vandfriluftsliv, eller børn og unges friluftsliv.

Er du nysgerrig på, hvilke muligheder der er og hvilke typer nationale projekter, vi støtter? Vær med i Friluftsrådets webinar om nationale projekter onsdag den 22. januar klokken 15.30 til 16.

Tilmeld dig webinaret her  

Få sparring på din idé

Er du i tvivl, om din projektidé falder inden for puljens formål, er du altid velkommen til at ringe eller skrive til Friluftsrådet, der gerne hjælper med gode råd og sparring. Du kan kontakte Friluftsrådets puljeadministration på tlf. 33 79 00 79 (tast 2) eller på mail: tilskud@friluftsraadet.dk.

Læs mere og få inspiration på friluftsraadet.dk/tilskud 

Kommentarer