Hans Hougaard og HAKA – et industrieventyr i Fuglebjerg
Det er titlen på et billedforedrag, som historikeren Carsten Egø Nielsen holder onsdag den 22. februar klokken 19.00 i samlingssalen på Skolen i Fuglebjerg, Sandvedvej 24.
Skrevet af: Fuglebjergegnens Lokalhistoriske Forening – Borupris’ Venner.
I 1946 startede maskinarbejder Hans Hougaard sammen med en kammerat en lille virksomhed, der producerede elektriske vandvarmere. I løbet af nogle år udviklede virksomheden sig til en af landets største producenter af elektriske vaskemaskiner under navnet ”HAKA”.
I 1965 var der produceret 25.000 fuldautomatiske vaskemaskiner på fabrikken i Fuglebjerg, og det gav naturligt nok stor beskæftigelse i lokalområdet. Sidst i 1960’erne flyttede en del af produktionen til Italien og HAKA begyndte et samarbejde med ”Kirk Husholdningsmaskiner”. Nogenlunde samtidig solgte stifteren Hans Hougaard sit livsværk.
Hans Hougaard havde efterfølgende fortsat mange ideer, og han begyndte med fabrikation af blandt andet bremsetestere, autoløftere og senere varmekedler. I 1986 solgte Hans Hougaard endnu en gang sin virksomhed, og produktionen blev ført videre af nye ejere i en årrække, indtil det var endelig slut i Fuglebjerg i år 2000.
Carsten Egø Nielsen fortæller historien om HAKA – men først om fremmest vil han vise en masse billeder fra HAKA og af personerne omkring virksomheden. Mange af billederne er ikke identificeret 100%, hvorfor deltagerne får lejlighed til at bidrage med oplysninger – og har nogen egne oplevelser fra HAKA, bliver der også mulighed for at fortælle om dem.
Det er Fuglebjergegnens Lokalhistoriske Forening – Borupris’ Venner, som arrangerer foredraget.
Alle er velkomne til foredraget.
Der opkræves en beskeden entre på 50 kroner, som også dækker en forfriskning i pausen.
Kommentarer