Hanne Lebæk udstiller på Glumsø Bibliotek
Fra mandag den 3. juli til fredag den 1. september udstiller den lokale billedkunstner Hanne Lebæk Jakobsen sine farverige malerier på Glumsø Bibliotek.
Fra mandag den 3. juli til fredag den 1. september udstiller den lokale billedkunstner Hanne Lebæk Jakobsen sine farverige malerier på Glumsø Bibliotek.
Hanne Lebæk Jakobsen er uddannet pædagog og har i mere end 25 år været kreativ på flere forskellige måder. De sidste syv år har hun malet og skabt billeder på hobbyplan. Hun har deltaget på kurser i forskellige teknikker og fundet megen inspiration og glæde ved dette.
– Jeg maler kun i min fritid, når tiden og motivationen giver mig tilladelse. Jeg finder megen afslapning i at male og anvender det lidt meditativt. Det giver mig glæde og styrke. Jeg maler intuitivt og lader mig føre af min hånd og mine spontane ideer. Mine tanker jages på flugt og jeg lever mig ind i det univers, jeg er ved at skabe, fortæller Hanne Lebæk Jakobsen, som også gennem sit job, underviser børn i billedkunst.
Billederne er ofte meget forskellige i sit udtryk. Dog er der altid et abstrakt islæt. Farverne er ofte i de blå/grønne farvenuancer. Og ofte optræder der fugle eller andre figurer på billederne.
– Du kan gå på opdagelse og opleve mange stemninger og tolkninger, der er helt dine egne. Der findes ingen sandhed, forlyder det fra kunstneren.
I perioder skaber Hanne Lebæk Jakobsen også billeder af naturmaterialer, genbrug og strandfund. Kort sagt, så elsker hun at være kreativ, både i sit professionelle virke og i sin fritid.
Hanne Lebæk Jakobsen er med i Kunstnergruppen Næstved, der foruden udstillinger på Glumsø Bibliotek også udstiller i private firmaer, gallerier og kunstforeninger. Gruppen tæller kunstnerne Torkil og Inge Kure, Susanne I. Frederiksen, Aksel Kubert og Hanne Lebæk Jakobsen.
Udstillingen kan ses i bibliotekets åbningstid.
Selvom det er en fast gruppe, der udstiller, er der også åbent for nye udstillere – gerne fra hele Næstved-området. Har du lyst til at udstille på Glumsø Bibliotek, kan du kontakte Torkil Kure på: telefon: 53 54 19 40 eller mail: kure-art@hotmail.com.
Kommentarer