Samfund

Det handler ikke om at komme først – men om at gennemføre

Se billedserie

Landsforeningen BMI Brikken afholder triatlon for overvægtige og tidligere overvægtige. Blandt nøgleordene er sund motion og socialt samvær. I år er det tilmed gratis at deltage, men tilmelding er nødvendigt da deltagerne blandt andet får trøje, frugt og vand.

Skrevet af: Gitte Haack

Alle ved at motion er sundt for krop og sjæl – hvad enten man ønsker et vægttab eller ej. For normalvægtige er der ikke langt fra ’tanke til handling’: De vælger hvilken form for motion, de vil dyrke, tilmelder sig og går i gang. Men for overvægtige er det ofte både fysisk og psykisk problematisk at dyrke motion, dels fordi vægten kan være en enorm hæmsko, dels fordi det kan være grænseoverskridende – særligt blandt normalvægtige.

Søndag den 7. maj afholder landsforeningen BMI Brikken for 4. år i træk BMI Tri. (400 meter svømning, 18 km cykling og 4 km løb/gang).

-Da det kun er de overvægtige og tidligere overvægtige der kan deltage, så skaber vi de perfekte rammer for målgruppen, påpeger foreningens formand, Gitte Haack.

– De tidligere overvægtige husker, hvordan det var at stå afklædt under bruseren ved siden af normalvægtige eller følelsen ved at blive rød i hovedet og forpustet efter kort tids motion. Netop deres erfaringer – for en dels vedkommende et mareridt – gør, at de er enorm omsorgsfulde for de overvægtige deltagere. Og de overvægtige ved at selvom de står ved siden af en normalvægtig, så har personen været i samme sted.

BMI Tri. handler ikke om at komme FØRST i mål, men at KOMME i mål – dermed er ’konkurrencen’ blandt deltagerne fjernet, men ønsket om et givent mål bevares: For nogle er det ’at gennemføre’, for andre er det en bestemt tid; ’under’ eller ’max’ et antal timer/minutter.

Gratis at deltage

Formålet med BMI Tri. er at få de overvægtige, der alt for godt desværre kender til mobning og manglende sociale relationer, op af sofaen og ud blandt andre – at få dem til på én gang at være social, mærke fællesskab og sammenhold samtidig med de dyrker motion.

Desuden er det målet at deltagerne får så meget styrke og selvtillid samt får ‘smag’ for én eller flere af de tre idrætsgrene, så de fremadrettet får lyst til at fortsætte med at dyrke motion.

– Takket være donationer og sponsorater fra fonde, virksomheder og privatpersoner er det i år gratis at deltage i BMI Tri. – både den 7. maj i HG Idrætscenter, Næstved, og den 17. juni i Videbæk Idræts & Fritidscenter i Jylland. Dermed kan endnu flere få en kæmpe gevinst både hvad motion, fællesskab og selvtillid angår. Og deltagerne får tilmed også både en svedabsorberende trøje og medalje samt vand, frugt og proteinbar, siger BMI Brikkens formand, der håber, at foreningen får mange tilmeldinger.

– Vi kan kun gætte på hvor mange tilmeldinger vi får, men reelt set kan vi ramme et ’max antal’. Så selvom sidste frist for tilmelding er den 7. april, så anbefaler vi at man tilmelder sig hurtigst muligt, da det bliver efter ’først til mølle’-princippet, hvis der kommer flere tilmeldinger end vi har økonomiske midler til, slutter Gitte Haack.

Flere informationer om BMI Tri. 2017, herunder hvordan man tilmelder sig, kan ses på: http://bmibrikken.dk/bmi.tri.2017

Vidste du ….:
Mens heldigvis færre dør af cancer, så ser det desværre anderledes ud med overvægt – her stiger antallet. Hvad de færreste ved, er at overvægt kan forårsage visse former for kræft.

Vidste du ….:
I dag er overvægt – allerede fra barns ben – et så voldsomt stigende problem i vores velfærdssamfund, at flere og flere udvikler én eller flere alvorlige livsstilsygdomme.
For en dels vedkommende medfører deres overvægt desuden alt lige fra mobning til manglende sociale relationer.

Vidste du ….:
Ud over en række privatpersoner har Spar Nord Fonden, Printzlau Privathospital, Fit4All, Næstved kommune – aktivitetsmidlerne, Næstved Y’s Men’s Club og den lokale tri-klub, HGATM, gjort det muligt at afholde BMI Tri. 2017 uden deltager gebyr.

FAKTABOKS – BMI Brikken:
BMI Brikken er en landsforening for overvægtige og tidl. overvægtige samt pårørende. Siden foreningen blev dannet i oktober 2012 har de afholdt over 40 arrangementer rundt i Danmark – alt fra informative foredrag vedr. behandling af overvægt til Danmarks første Triatlon for målgruppe.

Med navnet BMI Brikken antyder foreningen at deres holdning er at alle brikker skal i spil for et varigt vægttab for – ligesom et puslespil kun kan samles hvis alle brikkerne er til stede, så kan vi også kun opnå optimal succes med et vægttab, hvis vi ikke kun satser på fx motion eller kostomlægning.

Det informative arbejde ligger BMI Brikken meget på sinde. Derfor har foreningen et ekspertpanel – bestående af en bred vifte af fagfolk (læger, diætist, psykolog, træningsfysiolog Henrik Duer m.fl.) – som medlemmer gratis kan stille spørgsmål. Derudover kommer de mange informative foredrag og en række artikler om alt inden for foreningens interesser, fx kost, motion, plastikkirurgi, projekter, relevante bøger m.m.

Hjemmeside: www.bmibrikken.dk
Facebookside: https://www.facebook.com/BMI-Brikken-774139816010147/

FAKTABOKS –

Feedback fra tidl. BMI Tri.-deltagere:
o ’jeg havde ikke turde håbe på at jeg kunne gennemføre’
o ’jeg har aldrig oplevet et så fantastisk sammenhold blandt mennesker jeg aldrig har mødt’
o ’jeg håber at kunne fortsætte med … (svømning, cykling…)’

Den glæde vi som frivillige ildsjæle får når vi fx;
o ser et helt igennem fantastisk sammenhold blandt en række mennesker, der på forhånd ikke kender hinanden
o oplever at alle, der er kommet i mål, giver stående bifald til de øvrige deltagere, når de kommer over målstregen
o får et skulderklap og et ’tak fordi I gjorde det muligt for mig at deltage i et stævne hvor jeg ikke føler mig uden for’
o ser at deltagere på op til 195 kilo begynder at græde – af GLÆDE – når de kommer i mål og dermed har gennemført

Dette er en lokalnyhed indsendt af Gitte Haack. Du kan også indsende nyheder under INDSEND NYHED i topmenu. 

Kommentarer