Herlufmagle

Halfest i Herlufmagle Hallen med Trio Sussi & Leo

Lørdag den 28. oktober 2017 bliver der fest og stemning i Herlufmagle, når de levende legender, duoen Sussi og Leo optræder i Herlufmagle hallen med årets show, som hedder ”Trio Sussi & Leo i Tyrol”. Med sig har de trommeslageren Thomas Ehrenreich.

– Vi blev en trio i 2014, og årsagen er, at en sådan lille enhed passer os bedst. Desuden er vores trommeslager, Danmarks dygtigste og pæneste trommeslager, forklarer Sussi.

De sidste 13 år har Trio Sussi & Leo turneret med deres fantastiske, musikalske show. Mangt og meget er de blevet kaldt – men aldrig kedelige. Der er nemlig altid fest og farver over feltet, når Trio Sussi & Leo går på scenen. De underholder med alle de kendte sange, som publikum elsker at synge med på.

Det er lige fra ”Smoke on the Water” og til ”Sikke en fest”, hvor salen koger af syng-med og højt humør.

– Vi ønskede at genoplive halfesten i Herlufmagle Hallen, så derfor er vi gået i samarbejde med et par
andre foreninger om at få lavet et brag af en halfest. Vi har for år tilbage haft besøg af Sussi og Leo og
sikke en fest. Det vil vi naturligvis gerne gøre igen. forklarer Frank Petersen fra Suså IF Fodboldens
Venner.

Halfesten i Herlufmagle Hallen byder på mere end ”Trio Sussi og Leo”, den starter nemlig med måske
Danmarks bedste halfest mad. Det er muligt at købe billetter, både med og uden mad. Maden består af
en stor buffet og under maden vil der være underholdning af ”The New Cadillacs”, som spiller musik fra
60´erne

Formanden for Herlufmagle Gymnastikforening Malene Henriksen som er en af medarrangørerne,
udtaler:

– Vi håber naturligvis, at rigtig mange vil gå ind på www.biletto.dk og købe billetter til halfesten.
Så vi håber, rigtig mange vil tage familie, venner eller naboen med og støtte op om genoplivningen af
halfesten i Herlufmagle hallen.

Festen arrangeres af Suså IF – Fodboldens Venner, Herlufmagle Gymnastikforening, Herlufmagle
hallen og Herlufmagle hallens Cafeteria.

Kommentarer