Hærværk på efterskole muligvis nazi-inspireret
Fuglebjerg: Hærværket natten til torsdag på Mina Hindholm Efterskole i Fuglebjerg var muligvis en reference til nazismen.
Natten til torsdag den 11. august blev der begået groft hærværk mod den muslimske efterskole, Mina Hindhom Efterskole. Ved hærværket blev der tegnet flere cirkler med et indvendigt kryds på flere af vinduerne, som nu viser sig at kunne være en reference til nazismen, skriver Dagbladet Stevns.
Grunden til mistanken skal findes i, at cirklen med det indvendige kryds tilbage i 1930’erne og 1940’erne blev benyttet af det danske nazist-parti, Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti.
Læs også: Mina Hindholm Efterskole udsat for groft hærværk
Forstanderen på efterskolen, Ahmet Deniz, tager dog symbolerne på vinduerne stille og roligt, da de gerne vil fortsætte dagligdagen som normalt. Derfor lader han politiet gøre deres arbejde.
– Vi har været i kontakt med flere danske og tyrkiske medier. Vi prøver at få lidt ro på. Vores elever tager heldigvis det hele afslappet, siger han til Dagbladet Stevns.
Kun en enkelt forælder har meldt ud, at han overvejer at tage sit barn ud af efterskolen. Ellers er situationen helt rolig på efterskolen.
Kommentarer