Næstved By

Hærværk – høj musik og butikstyv

Her kan du læse et uddrag fra mandagens døgnrapport fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

NÆSTVED: Mand kastede sten gennem rude

I går klokken 16.17 kastede en mand af uvisse årsager en sten gennem en rude i et hus på Anemonevej i Næstved.
Politiet blev tilkaldt, og kort efter blev en 54-årig mand anholdt og sigtet for hærværk.

FENSMARK: Betjente fik snak med unge

Politiet fik i går aftes klokken 21.20 en anmeldelse om, at der blev spillet høj musik ved en skole i Fensmark, og at flere unge havde samlet sig på stedet.
En politipatrulje kørte ud og undersøgte sagen, og her traf betjentene syv unge mennesker.
Deres musik var dog ikke umiddelbart for høj, men betjentene fik en snak med dem om generelt at tage hensyn.

NÆSTVED: 28-årig butikstyv tilbageholdt i Bilka

Politiet blev mandag klokken 21.43 kaldt til Bilka i Næstved Storcenter, hvor personalet tilbageholdt en mand, der var mistænkt for butikstyveri.
Det var en 28-årig mand fra Ringsted, der var meget opfarende, og det viste sig, at han havde stjålet nogle mærke-T-shirts, parfume, en flaske whisky og et panserglas til en mobil.
Da den 28-årige blev visiteret, fandt politibetjentene en metaldims, som han fortalte kunne bruges til at afmontere tyverialarmer, og han blev herefter anholdt og taget med til politistationen i Næstved.
Her blev han afhørt, og klokken 23.33 blev han atter løsladt.

Kilde: Sydsjælland og Lolland – Falsters Politi. 

Kommentarer