Mogenstrup

Hæder til instruktør Inge Pedersen Fladså Gymnastik

Se billedserie

Skrevet af: Anne Duelund

På Fladså Gymnastiks generalforsamling 9. august 2021 blev instruktør Inge Pedersen hædret for sit mangeårige virke med senioridræt.
For 30 år siden tog hun initiativ til igangsætning af tværgående ældreidræt under IF Fladså. Det har siden udviklet sig til den succes, vi kender i dag.

”Man bliver aldrig for gammel til at motionere. Det er utroligt vigtigt at holde sig i gang. Det kan ikke forhindres, at man bliver gammel, men man kan selv få indflydelse på, hvordan man bliver det” udtalte Inge Pedersen til medlemsbladet Fladså Sporten i september 1991, hvor man startede projekt Tværgående ældreidræt.

Projektet startede under Folkeoplysningsudvalget i Fladså kommune med målsætningen at bevare ældres sundhed og forebygge sygdomme, samt fremme idræts-, kultur- og samværsaktiviteter.
Inge har været med i alle årene som en meget kompetent instruktør for gymnastik og stavgang. Inge er stadig aktiv i foreningen nu dog med lidt færre opgaver, men har i alle årene lagt et meget stort arbejde i foreningsregi.

Formanden Christina Haufort Linsdell overrakte blomster til Inge Pedersen og udtalte:
”Fladså Gymnastik vil gerne sige dig stor tak for initiativet, for ”rejsen”, for at være foregangskvinde for et bæredygtigt koncept, der har udviklet sig med tiden, så Fladså Gymnastik i dag har en solid stor opbakning i vores seniorafdeling med spændende aktiviteter for alle uanset niveau
Det kan godt være, at noget er gammelt eller umoderne eller ikke aktuelt, nå det er 30 år.
Men det her, Inge, det holder – og det holder stadig under fuldstændig samme overskrift og mål.”

Dette er et læserbrev indsendt af Anne Duelund. Du kan også indsende et læserbrev under INDSEND NYHED i topmenu. 

Kommentarer