Næstved By

Gratis live-musik og AC/DC tribute på Vershuset

AC/DC UK Foto: Spillestedet Vershuset

I weekenden i uge 40 byder Spillestedet Vershuset i sammenhæng med Kulturnatten i Næstved om fredagen på to gratis koncerter, når Sahra da Silva og Creedence Clearwater Repeated entrer scenen. Om lørdagen er der et solidt rockbrag på programmet, når engelske AC/DC UK kommer på besøg.

Gratis dobbeltkoncert

Som tidligere år inviterer Vershuset på live-musik, når der er Kulturnat. Første navn på scenen er københavnske Sahra da Silva, der i mere end et årti har været en etableret del af den danske bluesscene. Hun har optrådt med et utal af danske soul og blues artister, heriblandt Mike Andersen og Thorbjørn Risager, og været support for blandt andre den engelske soulsangerinde Joss Stone.

Creedence Clearwater Repeated er andet band til Kulturnat på Vershuset. De byder på en lækker nostalgisk koncert med Creedence Clearwater Revival’s kæmpe hits fra 60’erne og 70’erne. Sange som “Bad Moon Rising”, “Have You Ever Seen The Rain”, “Down On The Corner” og “Proud Mary”, der alle hører til blandt de helt store klassikere i rockhistorien, er bare nogle af de sange, der er på programmet.

AC/DC UK

AC/DC UK er historien om inkarnerede fans, der besluttede sig for at lave verdens mest tro og gennemførte kopi af AC/DC – og slap afsted med det! Gang på gang er bandet kåret som det bedste AC/DC-tribute i Storbritannien og med mere end 500 koncerter i 35 forskellige lande, må AC/DC UK siges at være det primære tribute til de australske rocklegender på planeten.

Når bandet erobrer scenen og giver den som de australske rocklegender., er der tale om en knivskarp gengivelse af både lyd og udseende tilført en række af de velkendte AC/DC-gimmicks. Forvent rock ad libitum, dedikation og en eksplosiv sceneoptræden, der vil noget.

Kulturnat – gratis dobbeltkoncert fredag den 7. oktober: Døre klokken 19. Musikstart klokken 19.30.

AC/DC UK – lørdag den. 8. oktober: Døre klokken 20. musikstart klokken 21.

Forsalg: www.vershuset.dk

Spillestedet Vershuset, Grønnegade 10, Næstved

Kommentarer