GrafikGalleriet åbner udstilling af Jytte Rex
Skrevet af: Dorte Buchwald
Det er med stolthed, at GrafikGalleriet i Næstved kan præsentere udstillingen JYTTE REX – GRAFISKE ARBEJDER
Jytte Rex er billedkunstner og filminstruktør uddannet fra Kunstakademiet i København fra 1969. Hendes store værkproduktion spreder sig over mange forskellige kunstformer. Hun arbejder på tværs af medier som maleri, film, fotografi, tegning og tekst. Især i kombinationen mellem fotografi og maleri har Jytte Rex udviklet særlige foto-emulsioner.
Hendes arbejde er båret af et stort feministisk engagement udtrykt i et poetisk, drømmeagtigt billedsprog i mange formater. Emnerne er livet, kvinderne, myterne, drømmene og erindringerne sammenblandet i en associativ strøm.
Det er lykkedes for hende at holde sig fri af kommercielle aspekter inden for alle de kunstneriske områder, hun har beskæftiget sig med, dels ved at lave lavbudgetfilm og dels ved – meget tidligt i sin praksis – at blande billedmedierne på en måde, som gør det svært at placere hendes værker inden for de traditionelle kunstkategorier. Dette har givet en meget stor grad af kunstnerisk frihed.
Jytte Rex har i sin karriere produceret mange markante værker (film,bøger etc.) og haft en række betydningsfulde soloudstillinger i ind- og udland.
Jytte Rex vil på denne udstilling vise værker, som relaterer sig til mediet GRAFIK.
JYTTE REX- GRAFISKE ARBEJDER. Fernisering 8/7 kl. 14. Udstillingen varer til 3. september.
GrafikGalleriet , Grønnegade 10, Grønnegades Kasernes Kulturcenter, 4700 Næstved.
Åben torsdag-søndag 12-17
Dette er en foreningsnyhed indsendt af Dorte Buchwald fra Grafisk Værksted. Du kan også indsende nyheder under INDSEND NYHED i topmenu.
Kommentarer