Gør huset klar til næste oversvømmelse
Mange husejere står nu tilbage med et oprydningsarbejde efter at blæsevejr og forhøjet vandstand flere steder i landet gav oversvømmelse både i haven og huset. Der er flere ting, som boligejere med fordel kan gøre for at minimere skaderne både nu og her, men også hvis vandet skulle trænge ind i huset igen.
Stormen Alfrida gav vand både ude og inde hos mange husejere, der nu står med et større oprydningsarbejde og ikke mindst en udfordring med at undgå, at skimmelsvampen slår rod i gulve, vægge og andet inventar.
– Skimmelsvampen kræver varme, fugt og tid til at udvikle sig. Den kan komme i perioden efter oversvømmelsen, hvor huset er i gang med at tørre. Derfor er det vigtigt at få fjernet alt organisk materiale der har været vådt som fx gulvtæpper og møbler, siger chefkonsulent i Dansk Byggeri, Torben Hessing-Olsen.
Man skal også være opmærksom på, at mange skillevægge er lavet af organisk materiale som træ og gips.
– Mange glemmer, at den skillevæg, de har sat op for efterhånden mange år siden, faktisk også er af træ og gips. Har en gipsskillevæg været gennemvåd, er det ofte nødvendigt at skifte væggen eller i hvert fald dele af den. Vær også opmærksom på at reolen, som egentlig ser fin ud efter den er vasket og tørret af, kan være lavet af MDF-plader, så også her kan skimmelsvampen leve i bedste velgående efter en oversvømmelse, forklarer Torben Hessing-Olsen.
Hvis man gerne vil minimere risikoen for undgå råd og svamp i fx skillevægge og gulve ved fremtidige oversvømmelser, er det en god ide at anvende uorganiske materialer.
– Til gulvene kan det fx være klinker eller beton, og skillevæggen kan med fordel bygges i fx mursten. De materialer kan nemlig bedre tåle i en kort periode at stå under vand. Så hvis man ved, at boligen ligger et udsat sted, er det en god ide at have det med i overvejelserne, når man alligevel skal udbedre skaderne eller renovere, siger Torben Hessing-Olsen.
Har man opmagasineret flyttekasser og møbler i kælderen, kan det gamle trick med at lægge et eller flere lag paller på gulvet redde inventaret, hvis der igen kommer oversvømmelse.
– Men det, der i sidste ende skal til, for at vi helt undgår oversvømmelser, kan den enkelte boligejer ikke gøre selv. Det er kommunerne og staten, der har ansvaret for at sikre, at diger, kloakker, bassiner mv. kan klare stigende vandstand. Derfor må man som borger, grundejerforening osv. presse på, hvis myndighederne ikke har nok fokus på at forebygge oversvømmelser, siger chefkonsulent i Dansk Byggeri Torben Hessing-Olsen.
Kommentarer