Gør du en forskel der hvor du bor? Kom til drop-in møde den 17. juni.
Skrevet af: Lokalrådet for Lille Næstved
Lokalråd i Næstved By er vejen til at styrke dit lokalområde. Dialogen skaber udvikling. Borgere i lokalområderne hjælper kommunens administration og byrådspolitikere til at se de lokale udfordringer og omvendt giver dialogen mulighed for at kommunen kan drøfte kommende tiltag med borgerne.
Som lokalråd kan du være med til at skabe liv i bymidten, sørge for gode forhold ved udbygningen af Stenlængegårdsområdet, f.eks. gode og sikre skoleveje, busstoppesteder m.m.
I øjeblikket er Lille Næstved det eneste område i Næstved by, hvor der er et lokalråd. Lokalrådsformand Jasper Westrup, Lokalrådet for Lille Næstved mener at borgernes stemme er så vigtig, at han gerne vil være fødselshjælper for lokalråd i de øvrige dele af Næstved by.
Jasper Westrup siger:
– Jo flere lokalråd vi er, desto stærkere står vi i dialogen med Næstved Kommune og andre myndigheder og samarbejdspartnere.
Plan-, teknik- og Lokaldemokratiudvalget i Næstved kommune bakker op om dette initiativ og formand Marianne Olsen, Socialdemokratiet udtaler:
– Vi hilser initiativet velkomment og håber der kan skabes flere lokalråd i Næstved by og dermed styrke lokaldemokratiet.
Jasper Westrup er formand for Lokalrådet for Lille Næstved og har været det siden 2020. Han har været medlem af lokalrådet siden 2018, hvor der sidder 8 lokale ildsjæle, som brænder for at skabe de bedste løsninger for sikre skoleveje, kollektiv trafik, rekreative områder og meget andet, ved at varetage interesserne for de mennesker der bor og færdes i området.
Det kræver ikke den store indsats. Kan du afse i gennemsnit ca. 1 time om måneden, så er dit lokalområde godt hjulpet.
Sådan arbejder vi i Lokalrådet for Lille Næstved
Et lokalråd er upolitisk og et hyggeligt socialt samvær, f.eks. spise vi i Lokalrådet for Lille Næstved altid en sandwich inden vi går i gang med dagens program. I Lokalrådet har vi bl.a. gjort vores indflydelse gældende ved sammen med borgerne at formulere høringssvar til Lokalplaner, Kommuneplaner, Trafikplaner m.m.
F.eks. gjorde vi indsigelse imod bygningshøjden, da der kom en Lokalplan for Digtergårdscentret, og det bevirkede at kommunens politiske udvalg ændrede bygningshøjden på de planlagte bygninger. Det fik stor betydning for de berørte borgere.
I et andet tilfælde tog vi initiativ til at gøre opmærksom på skoleveje og -stier, der specielt om vinteren ikke var belyst med gadelamper. Det lyttede kommunen til og nu er disse belyst og skolebørnene og andre kan færdes trygt, når det er mørkt.
I marts 2022 arrangerede vi et velbesøgt borgermøde omkring udbygningen af fjernvarmenettet. Her havde vi besøg af 150 borgere, politikere, medarbejdere fra kommunens administration og ikke mindst direktøren for Næstved Fjernvarme. Et godt møde, der stadig henvises til.
Lokalrådene bygger bro og styrker lokaldemokrati
Lokalrådene medvirker til at skabe dialog mellem borgerne og Næstved Kommune ved at varetage borgernes interesser overfor Næstved Kommunes forvaltning og de politiske udvalg.
Lokalrådene deltager i samarbejdsmøder med Næstved Kommune, arrangerer dialogmøder med de politiske udvalg og arrangerer borgermøder med lokalområdets borgere og relevante deltagere fra Næstved Kommune.
På Næstved Kommunes hjemmeside findes den fulde ordlyd af samarbejdsaftalen imellem lokalrådene og Næstved Kommune.
Kom til drop-in møde den lørdag, den 17. juni kl. 10-12 i Boderne og få mere at vide. Du kan blandt andet møde Byrådsmedlem og Formand for Plan-, Teknik- og Lokaldemokratiudvalget Marianne Olsen, Socialdemokratiet, Byrådsmedlem Kennet Sørensen, Vestre, og Lokalrådsformand Jasper Westrup, Lokalrådet for Lille Næstved.
Lokalrådenes formål er at styrke lokaldemokrati og sikre den lokale forankring af udviklingen i lokalområderne ved:
– at virke for områdets samlede interesser og være brobygger imellem kommune og borgere, hvor der er behov
– at samarbejde med kommune og andre aktører om at skabe udvikling lokalt
– at skabe netværk, synergi og samarbejde lokalt
Kommentarer