Næstved By

Godt 40.000 kr. indsamlet i Næstved til unge med diabetes

Diabetesforeningen Næstved Lokalforening samlede søndag 40.253,36 kr. ind ved den store landsindsamling til fordel for børn og unge med diabetes. Det beløb kommer tæt på sidste års resultat, hvor der blev indsamlet 40.852,00 kr. Derudover donerede mange bidragsydere et stadig ukendt beløb via Mobile Pay, som skal lægges oven i resultatet.

I alt strømmede omkring 4000 frivillige indsamlere ud over hele Danmark. Optællingen er næsten færdig, og alt tyder på, at sidste års rekord på cirka 3,75 millioner kroner bliver tangeret.

– Vi skylder en stor tak til alle de frivillige, der har samlet ind i søndags, og til de mange danskere, der endnu engang har vist stor sympati for diabetessagen. Diabetesforeningen har ikke bare fået penge til at hjælpe børn og unge med diabetes, men som vi hører fra indsamlerne, også haft mange positive oplevelser med at snakke med folk om diabetes og give anledning til refleksion, siger Diabetesforeningens adm. direktør Henrik Nedergaard.

Landsindsamlingens overskud er med til at sikre, at Diabetes­foreningen kan afholde børne- og familiekurser, hvor familierne kan lære mere om, hvordan man lever med diabetes og møde andre familier med lignende udfordringer – samt til rådgivning, oplysning og støtte til forskning.

Var du ikke hjemme i søndags, kan du stadig nå at give et bidrag på for eksempel Mobile Pay på 1122, eller sende en sms til 1231 med teksten: SBD50, SBD100 eller SBD150 for at donere enten 50 kr., 100 kr. eller 150 kr. – donationen tillægges almindelig SMS-takst.

Fotos: Lars Ole Andersen/Media Næstved

Kommentarer