Næstved By

God løn tiltrækker sygeplejersker

Skrevet af John Wennerwald
Regionsrådskandidat i Region Sjælland.

Vi mangler sygeplejersker i Region Sjælland, og det er ikke kun et problem for sygeplejerskerne – det er også et problem for patienterne.

I medierne bliver vi oplyst om sygeplejersker, der tager dobbeltvagter og hvordan de frustreres over arbejdspresset. Det arbejdspres skal mindskes, fordi det er en sikker nedadgående spiral; Højt
arbejdspres får sygeplejerskerne til at flygte fra Region Sjælland, der efterlader huller i vagtplanerne, som presser de tilbageblevne kolleger yderligere.

Region Sjælland har iværksat en strategi for rekruttering og fastholdelse af sundhedspersonale, som skal sikre tilstrækkelige og nødvendige kompetencer. Det er et skridt på vejen, men det løser
ikke problemet med at ca. 1.500 sygeplejersker hver dag pendler ud af regionen, mens kun 500 pendler ind.

Når sygeplejerskerne pendler ud af regionen, får de høj faglighed, udviklingsmuligheder, bedre arbejdsmiljø og højere løn. For at vende udviklingen, bør vi være mere ambitiøse og reducere arbejdspresset og se på lønningerne, så udbud og efterspørgsel følges ad.

Det vil gavne alle – patienterne og sygeplejerskerne.

Kommentarer