Glemmer Ø, så husker jeg….
Skrevet af: Helle Jessen
Enhedslisten har valgt indirekte at støtte en blå borgmester. Man kan så undre sig over, at liste Ø mener, at de har flere fælles interesser med partierne på blå side end med SF og Socialdemokratiet. Man kan også undre sig over, at Enhedslisten ikke mener, at de har fået indflydelse i den snart forgangne byrådsperiode. Har de glemt, at de fik de udvalgsposter og bestyrelsesposter, som deres ene mandat bad om? Og at indflydelsen i et repræsentativt demokrati er ligefremt proportionalt med antallet af valgte byrådsmedlemmer?
Jeg husker til gengæld, at Enhedslisten hellere ville lukke skoler og derigennem bane vej for flere private skoler, end de ville omstrukturere skoleområdet. Områdeledelse betød, at de små skoler med få elever kunne bibeholdes på matriklerne, men at de fik fælles ledelse med større skoler. Faldende elevtal afstedkommer, at der må klasseoptimeres såvel i by som på land, og at vi nu har skoler uden overbygninger. Det har ikke været problemløst, men alternativet med lukning af mange små skoler ude på landet var vi nogen, der mente var langt værre.
Med et forventeligt stigende elevtal i Næstved Kommune, så er jeg personligt rigtig glad for, at vi andre holdt fast og bevarede alle skolematrikler. Jeg tror på, at det gavner bosættelsen, at der også er fungerende skoler ude på landet.
Helle Jessen (S)
Havbakken 285
4836 Karrebæksminde
Dette er et læserbrev indsendt af Helle Jessen. Du kan også indsende et læserbrev under INDSEND NYHED i topmenu.
Kommentarer