Glaskroen i Fensmark er nu revet ned

Det har taget cirka 14 dage at rive Glaskroen ned, som i cirka 140 år har stået i svinget op mod Holmegaard Glasværk.
Normann & Petersen Nedbrydning A/S har haft opgaven med at rive Glaskroen ned, som har stået tom siden Sten Gude gik konkurs med Holmegaard Entertainment i 2008, skriver Sjællandske.
I de otte år bygningen har stået tom, har den stået uden varme, og det har givet anledning til skimmelsvamp, fugtskader, ødelagte vinduer og nedfaldende puds fra lofter og vægge.
De første 17-18 dage blev brugt på at alt med asbest, PCB og tungmetaller blev fjernet fra det indvendige af bygningen og sorteret.
Den 23. november begyndte nedrivningen af kroen, og nu står grunden tom.
– Nu er vi i gang med at fylde hullerne op med knust materiale af gamle mursten og lignende, forklarer Anders Normann.
Desuden er firmaet også hyret til at rive en villa og et mindre garageanlæg ned rundt i svinget. Her står kun nogle vægge tilbage fra garagen. Dog er der stadig en del, der skal køres væk.
Arbejdet skal være færdigt inden nytår.
Ejeren af grunden, hvor Glaskroen tidligere stod, skal efter sigende bruges til p-plads til de 330 ansatte hos Ardagh Glass.
Kommentarer