Næstved By

Glasklyngen i Næstved er nu officielt blandt verdens bedste klimaløsninger

Næstved er for alvor kommet i den grønne superliga. For første gang er Næstved nemlig udvalgt som Cities100-by – en af 63 byer fra hele verden, der har de mest ambitiøse og innovative eksempler på klimaløsninger.

Når det globale inspirationskatalog, Cities100-rapporten, i dag udkommer, er Næstved med for første gang. I selskab med byer som London, Hong Kong og New York er Næstved nemlig udpeget som en af de 63 byer i verden, der har de mest ambitiøse klimahandlingsprojekter, og som resten af verden bør lade sig inspirere af.

Det er glasklyngen i Næstved, der har fået Næstved på det globale klima-verdenskort. Glasklyngen består af glassorteringsvirksomheden Reiling Glassrecycling og glasproduktionsvirksomheden Ardagh Glass Holmegaard sammen med Næstved Kommunes Ressource City.

Glasklyngen er et af Næstveds bedste eksempler på cirkulær økonomi. Den indsamler og sorterer omkring 125.000 tons glas om året, hvorefter glasset bliver genanvendt til cirka 700-800 millioner flasker og husholdningsglas om året. Glasklyngen sparer dermed klimaet for ca. 15.000 tons CO2 om året.

– Næstved er for alvor kommet på det grønne, globale verdenskort. Der er mange millioner byer på vores klode, så når vi nu ligger i top 100 over klimaambitiøse byer, betyder det, at vi er i den absolutte superliga. Tak til alle, der har været med til at bringe os til den placering. Jeg kunne ikke være mere stolt, lyder det fra borgmester i Næstved Kommune, Carsten Rasmussen.

Årlig reduktion på 15.000 tons CO2
Ardagh og deres kunder og samarbejdspartnere har stort miljømæssig fokus, hvilket har medført, at de gennem de seneste år har øget genanvendelsesprocenten af glasskår. Derudover samarbejder de med deres kunder om udviklingen af lettere glasemballager. Det har de seneste 5 år medført en vægtreduktion på 8 procent.

– Vi har investeret i en ny smelteovn, der har reduceret energiforbruget med 18 procent, og vi leverer desuden overskudsvarme fra produktionen til fjernvarmenettet i Holmegaard, hvilket medfører en årlig reduktion på 15.000 tons CO2. Vi er positive over, at glasklyngen i Næstved er blevet en del af Cities100 og håber, at dette kan medvirke til at øge fokus på genanvendelse af glas i både Danmark og i resten af verden, fortæller Kim Holmberg, som er CFO for Ardagh Glass Holmegaard.

En af Europas førende recyclere
Reiling Glasrecycling har i mere end 100 år indsamlet og oparbejdet glas med afsætning til glasværkerne for øje. De har i mange år været en del af glasklyngen i Næstved, og virksomheden er i dag en af Europas førende recyclere indenfor glas.

– Vi er glade og stolte over den anerkendelse det er, at blive en del af “Cities100”. En anerkendelse der for os alle både forpligter og motiverer. Fokus på bæredygtighed og genanvendelse er støt stigende i hele verden og har i mange år været kerneområdet i Reiling Glasrecyclings aktiviteter. Derfor er vi naturligvis glade for, at det er kommet på den internationale klimadagsorden. Vi håber med “Cities100”-anerkendelsen, at Næstved Ressource City og Reiling Glasrecycling kan være med til at bidrage til endnu mere fokus på cirkulær økonomi både nationalt og internationalt, siger fabrikschef i Reiling Glasrecycling, Jesper Blicher-Nordkvist.

Hvad er Cities100?
Cites100 er skabt som et samarbejde mellem C40 Cities og Nordic Sustainability. Cities100 fremviser 100 af de mest ambitiøse klimaprojekter i verden, og projekterne er udvalgt blandt 195 ansøgere efter en udvælgelses- og evalueringsproces ved Nordic Sustainability og et team af eksperter fra C40. Projekterne er evalueret efter fem kriterier: Klimaeffekt, merværdi, innovation, samarbejde samt deling og opskalering.

Kommentarer