Glæden var stor blandt artister efter premiere på IGS 2018
Det var glade ansigter, der viste sig, da artister og gymnaster kom forpustede ud fra hallen efter fredagens vellykkede premiere på International GymShow 2018 i Arena Næstved.
De i alt 80 mennesker, der er på gulvet i løbet af aftenen, var glade for deres egen performance – men også publikum.
– Alt gik bare helt fantastisk, og det var et nemt publikum at arbejde med, siger Dan Cave-Walker, der er den ene halvdel af en akrobatisk håndstandsduet.
Hans partner, den anden halvdel af duoen, uddyber:
– Publikum var meget lydhørt, og de gav os hele tiden reaktioner, forklarer Rhiannon Cave-Walker.
Pigerne fra DGI Verdensholdet 9 var også glade, da de gik af gulvet. Også selvom det efterhånden er noget tid siden, de har optrådt sammen.
– Vi er jo de ældste, så jeg tænkte lidt, om vi ikke var for gamle. Men vi klarede de sværeste kast, og det var sindssygt sjovt at være på gulvet med holdet igen, siger Katrine Kæmsgaard Bidstrup fra DGI Verdensholdet 9.
Hun fremhæver også, at publikum bakkede godt op om showet.
DGI International GymShow er en fest, en fejring og en fremvisning af det ypperste i verden inden for gymnastik og artisteri.
Showet er et tilbagevendende event, der startede med DGI International Gallashow i 2012, og siden er blevet afholdt hvert andet år under det nye navn.
Kommentarer