Samfund

Gildeting i Suså-Gildet

Suså-Gildet holdt Gildeting (generalforsamling) tirsdag den 5. marts på “Farmen” i Klinteby.

Skrevet af: palle lorentzen

Der blev, sædvanen tro, begyndt med at spise gule ærter med pølse, nakkesteg, revelsben og biksemad med spejlæg, for dem der ikke er så meget for gule ærter. Der var både mild og stærk sennep samt hjemmesyltede rødbeder.
Da den værste sult var stillet gik vi i gang med den omfangsrige dagsorden.
Tommy Møller styrede slagets gang så vi ikke fortabte os i uvedkommende detaljer.
Med lidt besvær fik vi valgt en ny gildeledelse, 2 af den gamle ledelse blev skiftet ud med nye kræfter, idet Bodil Nilesen blev valgt til Gildeskatmester og Susanne Nabe-Nielsen tilbød at forsøge sig på Gildemesterposten.

Der er i Suså-Gildet længe blevet talt om, hvordan vi får lavet en organisation, så alle medlemmerne i Gildet finder det relevant at deltage i møderne trods en travl hverdag. Den opgave skal der arbejdes videre med, så vi snarest kan komme i gang med gildearbejdet.

Inden vi forlod Gildetinget, fik vi udleveret de sedler, der skal deles ud i forbindelse med Loppetorvet, der finder sted til maj.

Suså-Gildet har 38 medlemmer.

Sct. Georgs Gilderne er en bevægelse, der sigter mod personlig udvikling for medlemmerne, og som bl.a. deltager aktivt i forskellige humanitære opgaver både lokalt, nationalt og internationalt.

“Sct. Georgs Gilderne i Danmark”, der har baggrund i spejderbevægelsens principper, er et fællesskab for voksne.

 

Kommentarer