Genopbygningen af Sparresholm er gået i gang
Der er endelig gang i genopbygningen af Sparresholm Gods efter branden i 2013, som har krævet flere års ventetid.
Håndværkerne er gået i gang med genopbygningen af Sparresholm Gods, og det er godsejer Thomas Garth-Grüner lettet over efter flere års diplomatisk arbejde, skriver TV ØST.
Den 400 år gamle og fredede hovedbygning brændte mere eller mindre ned til grunden i 2013, og siden har godsejer Thomas Garth-Grüner brugt tid på oprydning, forhandling med forsikringsselskab, valg af arkitekt samt rådgivning af Det Særlige Bygningssyn. Men, nu er arbejdet endelig gået i gang.
Læs også: Sparresholm venter på godkendelse af Bygningssyn
– Som udgangspunkt skal vi bevare alt det, vi kan af bygningen, så det vi river ned nu, det er noget der enten er så dårligt, at det ikke er holdbart at have i en bygning, siger ingeniør Jeppe Steen Andersen til TV ØST.
Inden håndværkerne kan rykke indendørs til næste år, skal der styr på ydervæggene, det bærende dæk skal op og så skal der tag på. Ifølge planen skal hovedbygningen stå færdig om to-tre år.
Kommentarer