Næstved By

Genbrugskunstværk på genbrugspladsen

Skal man en tur på genbrugspladsen med haveaffald, eller en tur i AffaldPlus genbrugsbutikken på Ydernæs i Næstved, vil man møde et lidt specielt kunstværk på den farverige Plusbygning, kaldet YderZonen. 

YderZonen er et unikt og eventyrligt formidlingscenter, hvor børn og unge med deres skoleklasse kan komme på besøg, lære om bæredygtighed og få en grundlæggende forståelse for, hvordan innovation og udvikling er nøglen til varig og bæredygtig udnyttelse af jordens ressourcer. Kunstværket har 3 funktioner. Det er et mødested, en læringsstation og en facade.

Værket er resultatet af et samarbejde mellem kunstnere, håndværkere og medarbejdere på YderZonen. Der er en plan for bygningsværket, men der kan ikke fremvises en tegning af det færdige byggeri. Den findes nemlig ikke, der findes kun skitser, der kan bevæge sig i flere retninger.

Når der arbejdes med genbrugstræ, må man hele tiden lade sig tilpasse og inspirere af det materiale, der kommer ind i løbet af processen. Derfor bliver værket hele tiden justeret og udviklet. Det eneste, der ikke er genbrug, er værkets bærende konstruktion, som er bygget i nye materialer.

Centret er etableret i samarbejde med NK Forsyning og modtager støtte fra Region Sjælland. Det er for det meste besøgende fra AffaldPlus’ ejerkommuner Faxe. Næstved, Ringsted, Slagelse, Sorø og Vordingborg der besøger YderZonen på Elektrovej 2, i Næstved.
Tekst & foto: Preben Madsen/Media Næstved

Kommentarer