Gæst lukket inde på restaurant på Axeltorv efter lukketid
Tirsdag aften modtog politiet en anmeldelse om, at der var nogen, der gik rundt med tændte lommelygter på en kinesisk restaurant på Axeltorv i Næstved efter lukketid.
Tirsdag den 17. januar klokken 22.15 fik politiet en anmeldelse om, at der på en kinesisk restaurant på Axeltorv i Næstved var både lommelygter og liv i en restaurant, der ellers var lukket på pågældende tidspunkt.
En patrulje blev straks sendt til stedet for at pågribe eventuelle indbrudstyve, men da de nåede frem og ind i restauranten, viste det sig, at det var en gæst, en 36-årig mand, der havde benyttet stedets toiletfaciliteter og altså var blevet lukket inde i restauranten, da den lukkede.
Manden var ikke ude på noget ulovligt, han ville bare gerne ud af restauranten igen. Patruljen lukkede ham ud, og så faldt der ro over restauranten.
Kommentarer