Næstved By

Gå-tur venner

Birgitte (tv.) og Lizzie snakker om, hvad der er sket siden sidst, de sås, mens de vandrer ud ad vejen. De går tur sammen cirka en time hver uge. Birgitte henter Lizzie i hendes hjem og følger hende hjem bagefter, for at hun skal føle sig tryg og motiveret. Foto: Liselotte

Birgitte og Lizzie har lært hinanden at kende gennem projekt Gå-tur venner. Formålet er ud over det hyggelige sociale samvær at komme ud og få frisk luft og motion.

Gå-tur venner er startet af Sundhedsforvaltningen i Storstrøms Amt tilbage i 2000.
Baggrunden for det var et ønske om at forebygge indlæggelser og genindlæggelser på sygehusafdelingerne. I Næstved besluttede Ældrerådet i 2001 at gå med, og i de 19 år Gå-tur venner har eksisteret, er der tilbagelagt mange kilometer.
I 2020 er der omkring 20 par, der jævnligt går tur med hinanden i Næstved.

”En sidegevinst til de fysiske færdigheder, borgeren opnår ved at gå, er at gåturene hjælper til opretholdelse af borgerens sociale og psykiske færdigheder længst mulig”, lyder det fra Lillian Jørgensen, koordinator for Gå-tur venner i Næstved.
For nogle borgere er det svært at motivere sig til at komme ud og gå. Det kan også være bentøjet er slidt, og man frygter tasketyve. Her kan en gå-tur ven være løsningen.

Adskillige undersøgelser har vist, at det at gå regelmæssigt kan forbedre den ældres funktionsevne. Desuden er det en enkel motionsform, der kun kræver et par gode sko, man kan gå året rundt og alle steder og risikoen for skader er minimal i forhold til mange andre motionsformer. Herudover får den gående dagslys og D-vitamin, der styrker knogler og balance samt stærkere muskler og knogler, der alt sammen nedsætter risikoen for at falde og risikoen for benbrud. At gå styrker kredsløb og forebygger hjerte/kar sygdomme, og ikke mindst har gåturen en social funktion, der kan være med til at bryde følelsen af ensomhed. Så alt i alt viser undersøgelser, at det er en rigtig god idé at gå, så længe man kan.

Koordinator

For omkring atten år siden faldt Lillian over en annonce i avisen: Gå-tur projektet søgte venner. Hun klippede annoncen ud og gik og kiggede på den et stykke tid. Det endte med, at hun kontaktede Gå-tur venner, og det har hun ikke fortrudt. Lillian har gået tur med omkring ti forskellige borgere i den tid, hun har været tilknyttet projektet. ”Desværre sker det jo, at gåture må opgives på grund af, at de fysiske eller mentale udfordringer bliver for store”, udtaler fra Lillian til Frivilligcenter Næstveds hjemmeside, og hun fortsætter ”Efter arbejdslivets ophør var det for mig en god måde at komme i gang med noget andet på. Gå-ture er med til at sætte kulør på hverdagen og mit velbefindende, de giver mig en alsidig uge og ikke mindst glæden ved at hjælpe et andet menneske”.

Frivillig

Alle kan blive gå-tur ven uanset alder. Det forventes dog, at du i en periode har lyst til at forpligte dig til en ugentlig gåtur på én times tid, og at du overholder tavshedspligt og udviser respekt for den person, du bliver matchet med. 

Ved at være frivillig gå-tur ven får du ud over glæden ved at hjælpe den bonus, at du selv får frisk luft og motion. Fra projektets side er der ingen forventning om, at I drikker kaffe i forbindelse med gåturen. Det står dog parrene frit for at lave individuelle aftaler. 

To gange om året mødes de frivillige gå-tur venner i Næstved til hyggeligt samvær, kaffe, te og smørrebrød. Her er der mulighed for at fortælle, hvordan det går og sparre med andre. Hvis der opstår spørgsmål i løbet af året, er frivillige dog altid velkomne til at kontakte koordinator for hjælp. I november mødes alle gå-tur vennerne og borgerne, de går tur sammen med, til et stort julearrangement med kaffe, te, julebag og nisser. 

Har du lyst til at gå en tur, men mangler følgeskab? 

Bor du i Næstved eller Næstved nærområde (det gamle Næstved Kommune før 2007), kan du få en fast person tilknyttet, som kommer og går tur sammen med dig én gang om ugen på et i forvejen aftalt tidspunkt.  Det kan give dig den tryghed, som du mangler til at komme ud og få frisk luft og motion, og samtidig mulighed for at få en snak om løst og fast. 

Du bestemmer, hvor turen skal gå hen, men for at hindre misforståelser, gør vi opmærksom på, at Gå-tur venner ikke er tænkt som hjælp til indkøb. Det handler om at gå. Gå-tur venner forsøger så vidt muligt at matche borgere med en frivillig, så der er et vist interessefællesskab.

Er du pårørende til en ældre eller gangbesværet, der kunne have glæde af selskab på gåturen, er du meget velkommen til at hjælpe med formidling af kontakt til Gå-tur venner.

Kontakt

Har du interesse i at høre mere om Gå-tur venner? Ønsker du at blive gå-tur ven? Eller kunne du tænke dig én at følges med som ældre/gangbesværet? Ring til Lillian Jørgensen 4037 4394, Kirsten Krøll 2482 1991 eller Hanne Andersen 2870 9697, så prøver vi at hjælpe, så godt vi kan.

Kommentarer