Fyrtøjet reddet i 11. time
Bodegaen Fyrtøjet på Farimagsvej 34, hvor det har ligget i en menneskealder er i 11 time blevet reddet fra lukning. De tidligere ejere havde ellers besluttet at stoppe. Det fortæller Sjællandske.
Fyrtøjet Næstved ApS blev begæret konkurs 18. januar.
– Indehaverne var ved at lukke stedet, men kom så overens med andre, som gerne ville overtage stedet, oplyser advokat Fatma Yandim fra Advodan til avisen. Hun er blevet udpeget til at være kurator og rede trådene ud i konkursboet.
Annette Birgit Hansen og Maria Aleja Johansen har drevet bodegaen siden sommeren 2008, men stoppede så vidt vides, driften i marts/april sidste år.
Regnskabet for 2016 gav et underskud på 48.000 kroner, 2015 et underskud på 45.000 kroner og den indskudte selskabskapital på 80.000 kroner var tabt.
I marts 2017 blev selskabets formål ændret fra at drive værtshus til at drive formueforvaltning, hvilket muligvis skal ses som en humoristisk kommentar til selskabets store gæld til Skat.
I hvert fald fratrådte Annette Birgit Hansen som direktør i slutningen af september, og Erhvervsstyrelsen har herefter begæret selskabet tvangsopløst, inden det i sidste uge blev erklæret konkurs.
– Jeg skal have indkaldt direktøren til et møde, siger Fatma Yandim, som i den forbindelse regner med at få lidt mere klarhed over, hvad der rent faktisk er foregået, og hvem der ud over Skat har penge til gode.
– Jeg skal også have kigget nærmere på, på hvilke vilkår stedet er overdraget til nye indehavere, siger kurator.
Nyt IVS
Lokale Henrik Thuesen drev Fyrtøjet som en enkeltmandsvirksomhed fra 1986 til 2005, og de to kvinder har drevet stedet siden august 2008.
De første fem år foregik det i to forskellige interessentskaber og siden foråret 2013 i det anpartsselskab, som nu er gået konkurs.
Fyrtøjet bliver i dag drevet af Jan Steffensen fra Ringsted via et iværksætterselskab Bodega Fyrtøjet IVS, stiftet 3. marts 2017.
Kommentarer