For fuld til at betale for taxa
En 43-årig mand fra Holme-Olstrup måtte overnatte på politistationen i Næstved.
En taxachauffør, der netop havde kørt en kunde til en adresse i Holme-Olstrup, anmeldte natten til torsdag den 1. marts klokken 0.34, at kunden ikke havde betalt for køreturen, og at han – kunden altså – nu vaklede omkring på gaden og var faldet i en snedrive, efter at have optrådt noget opfarende over for chaufføren.
Politiet ankom kort efter til stedet, og den pågældende taxakunde var umiddelbart for fuld til at oplyse navn og adresse, og derfor blev han anholdt klokken 1.11 og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Det kom frem, at der var tale om en 43-årig mand fra Holme-Olstrup, og han blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han fik en overnatning.
Kommentarer