Fritidsfiskere etablerer “fiskerihavn” på Kanalvej
Af: Finn John Carlsson, m. DJ/PF/AIPS
Beboerne på Kanalvej i Næstved behøver ikke være bange for i fremtiden at blive vækket tidlig om morgenen af larmen fra den ene store fiskebil efter den anden, når den nystartede forening Nolds Havns Fritidsfiskerforening bliver færdige med at etablere sig på arealerne sejlklubben. Ganske vist kan man kalde det nye intitativ for en fiskerihavn, men de fangede mængder af fisk vil formentlig stadig holde sig i grænser.
– Vi har været så heldige at få stillet et areal til rådighed ved sejlklubben, og her er vi ved at indrette os med en pavillon, bådebro og område til rensning af fisk, fortæller næstformand i foreningen Per Christensen.
Nolds Havns Fritidsfiskerforening har en lille snes medlemmer, men deres arbejdsindsats og kontingenter er ikke nok til at klare etableringen af den lille fiskerihavn, så derfor ansøgte de SparNord-Fonden om hjælp, og har fået 10.000 kr., så de kan få købt planker og skruer til bådebroen.
– Vi vil gerne være med til at gøre kanalen til et endnu mere attraktivt sted at færdes, og derfor ønsker vi at være med til at forskønne og vedligeholde det område vi har fået stillet til rådighed, siger kasserer Kim Hansen.
Anløbsbroen vil blive forsynet med redningsstige og redningskrans, så sikkerheden er i orden, hvis uheldet er ude blandt de mange sejlere på kanalen.
– Net og ruser, der lige er blevet hevet op efter nogle dage i vandet og rensning af fisk, kan godt svine lidt, og derfor er vi utrolig glade for at få tildelt dette område, som tidligere har ligget brak. På den måde slipper vi for at svine på sejlklubbens bådebroer, hvilket er i alles interesse, påpeger Per Christensen.
Arbejdet med bådebroen er i fuld gang, og når vejret bliver lidt bedre, skal farverne på pavillonen også frisket lidt op, ligesom hele arealet skal hegnes ind og have en kærlig hånd. Og så håber foreningens medlemmer, at de kan komme ind på fjorden og en tur på Smålandshavet i deres joller og hente en ret fisk til middagsbordet.
Kommentarer