Næstved By

Frimurere støtter Svovlstikkerne og børn på Elvergården

Fra venstre Svovlstikkernes formand Christian Dreist. Fra Elvergården Thomas Jensen og fra ”De 2 Nøgler” Jesper Sander Jensen.

Et noget anderledes trekløver sender til sommer børnene fra Elvergården op i træerne på Camp Adventure. Den lokale frimurerloge ”De 2 Nøgler” fejrer, at frimureriet opstod for 300 år siden og vil i den anledning gerne støtte et lokalt socialt formål. Derfor har den ordførende Mester Jesper Sander Jensen kontaktet Svovlstikkerne, for at indgå et samarbejde.

– De 2 Nøgler har igennem de sidste par år set, hvilket stort stykke arbejde Svovlstikkerne udfører, og det vil vi gerne støtte, fortæller Jesper Sander Jensen

– Svovlstikkerne støtter i forvejen de anbragte børn på Elvergården med et kontant bidrag, således at både fødselsdagsgaven og julegaven bliver lidt større, end Elvergården ellers ville kunne klare.

– Da Svovlstikkerne i år også har sørget for billetter til børnene til NHF Håndbold og Evita i Næstved Arena, som Elvergården i øvrigt satte meget stor pris på, lå det lige for at lave et fælles arrangement for disse børn.

– Derfor skal børnene nu en dag til Camp Adventure og på vejen hjem forbi McDonalds.

– Disse oplevelser er guld værd for børnene, fortæller Thomas Hasting Jensen fra Elvergården.

– Sidste år sørgede Svovlstikkerne for billetter til BonBon land til os, og i år kan vi nu tage på denne fantastiske tur. Vi er meget taknemmelige, og børnene glæder sig meget.

– Ud over turen til Camp Adventure donerer Svovlstikkerne og frimurerlogen ”De 2 Nøgler” også 2 stk. bærbare computere, 3 tablets + computerspil samt Lego i lange baner til børnene på Elvergården.

Elvergården
Elvergården i Næstved er en offentlig institution for børn der er svært traumatiserede i deres første leveår. Børnene har tidligt i livet haft belastende samspilsoplevelser, som er blevet internaliseret, og som derefter har udviklet sig til omfattende relations- og tilknytningsforstyrrelser.

De 2 Nøgler
Frimurerlogen ”De 2 Nøgler” er en lokal loge for mænd, der arbejder efter de fire frimurerdyder, som er tavshed, forsigtighed, mådehold og barmhjertighed. Dyderne bruges som redskaber, for at medvirke til et varmere samfund. Især skal man leve op til næstekærlighed og den respekt for andre mennesker, der burde ligge dybt begravet i den danske kultur.

Svovlstikkerne
Svovlstikkerne er en lokal forankret forening, der især udøver julehjælp, men som også støtter de anbragte børn på Elvergården på andre tider af året. Alle i Svovlstikkerne arbejder ulønnet.

Kommentarer