Fredslyset 2017 på Axeltorvet
Skrevet af: Palle Lorentzen
Sct. Georgs Gilderne i Næstved holder julens traditioner i hævd. Derfor uddeler ’Gildebrødrene’ igen i år gratis Fredslys på Axeltorv i Næstved den 1. søndag i advent.
Vi tyvstarter dog vores stand allerede om lørdagen kl. 10.00-14.00, hvor du kan komme og få en snak om Gildernes arbejde i Næstved og en pebernød.
Lys over Europa
Fredslysene er tændt med den samme ild, som lys for lys er rejst fra fødselsgrotten i Betlehem, hvor en flamme altid brænder. I dag brænder denne ild året rundt i blandt andet Sankt Lurentii Kirke i Roskilde. Traditionen med at lade ilden ”vandre” med Fredslysene opstod i begyndelsen af 1980’erne under navnet ”Lys i mørket” til fordel for nødlidende og handicappede mennesker.
Over hele Europa rejser denne ild nu via både tog og biler. Modtagerne kommer med deres lygter og overfører flammen hertil.
I flere lande er arbejdet med at uddele Fredslyset et samarbejde mellem spejderne og Sct. Georgs Gilderne, og i 1996 bragte Sct. Georgs Gilderne Fredslyset ud i Danmark og videre til Sverige.
Sct. Georgs Gilderne modtager og videregiver Fredslyset uden nogen form for politisk eller religiøs bagtanke.
____________
Sct. Georgs Gilderne
Sct. Georgs Gilderne er en forening, der trækker tråde langt tilbage. Formålet er at støtte og hjælpe de lokale spejdere, og det har Sct. Georgs Gilderne i Næstved blandt andet gjort ved at rejse penge på et loppemarked, som afholdes hvert andet år i Grønnegade Kasserne.
Dertil står Gilderne for underholdningsdage på plejehjem, og hvert år for en sommerlejr hvor børn, der ikke er spejdere, kan få en anderledes ferieoplevelse. For mange af børnene er det årets eneste ferie, så det er noget, der gerne gøres en ekstra indsats for.
Hvis du vil vide mere om Sct. Georgs Gilderne i Næstved er du velkommen til at kontakte Palle Lorentzen, mail: kalbyrisvej99@gmail.com eller tlf. 2971 4649
Dette er en foreningsnyhed indsendt af palle lorentzen fra Sct. Georgs Gilderne i Næstved. Du kan også indsende nyheder under INDSEND NYHED i topmenu.
Kommentarer