Vester Egesborg

Fredag døde 5 svaner mere ved Dybsø Fjord

Hver dag dør et antal svaner når de rammer luftledningerne ved Dybsø Fjord. Fredag døde yderligere 5 svaner på “Dødens Mark”

Mange svaner flyver fortsat direkte i døden når de flyver mellem Dybsø Fjord, hvor de opholder sig om natten og indover land for at søge føde.

Svanerne falder sårede ned på ‘Dødens Mark’ lidt uden for Næstved, hvor en beboer i området dagligt må aflive 3-10 svaner for at de ikke skal lide unødigt.

– Flere trak mod vandet, der døde ialt 5, 2 af dem efter mørkets frembrud. Der har de ikke en chance for at se ledningerne, bolde på ledningerne eller ej, fortæller en beboer i området til Næstved Netavis.

Svanerne rammer luftledningerne på en strækning på cirka 1.000 meter, der kan ligge døde svaner, som ingen har fundet og aflivet.

De seneste 5 dage er der 33 svaner der er døde efter mødet med luftledninger og antallet af aflivede svaner er nu oppe på 85 siden fænomenet startede før nytår.

Hos Energinet.dk, der ejer ledningerne arbejder man på en løsning:
– Vi undersøger, men håber hurtigt at kunne finde en løsning, oplyser Jesper Nørskov Rasmussen til Næstved Netavis.
Energinet.dk, der siden 2013 har ejet luftledningerne, afviser at grave ledningerne ned, da det vil være for dyrt, men lover at være klar med en løsning med markering af ledningerne inden for 1 år.

Formand for Teknisk Udvalg i Næstved Kommune, Søren Revsbæk sætter nu fokus på sagen med de mange døde svaner:– Det er jo som sådan ikke en kommunal sag, men man burde da kunne gøre noget ved markering eller lignende på elledningerne, så svanerne kan se ledningerne, siger Søren Revsbæk, Formand for Teknisk Udvalg i Næstved Kommune, til Næstved Netavis.

Teknisk Udvalg har punktet på dagsordenen for næste udvalgsmøde, som er tirsdag den 7. februar.

Kommentarer