Fra valgkamp til vedtagelse: Historisk EU-vejpakke under lup hos lokal fragtvirksomhed
Skrevet af: Martin Dover
Fra valgkamp til vedtagelse: Historisk EU-aftale under lup hos lokal fragtvirksomhed
Medlem af Europa-Parlamentet Marianne Vind (S) har for nylig været med til at vedtage en ambitiøs aftale, der skal forbedre vilkårene for lastbilchauffører og bekæmpe social dumping. Den blev sat under lup, da hun besøgte Palles Fragt i Næstved og diskuterede aftalens elementer.
I sidste års valgkamp var Marianne Vind på besøg hos Palles Fragt i Næstved, og efter et halvt års arbejde i Europa-Parlamentet var hun nu tilbage for at diskutere en af de helt store sejre: Vedtagelsen af den såkaldte Vejpakke, der blandt andet forbedrer arbejdsvilkårene for chauffører og gør det sværere at drive skuffeselskaber.
“Vejpakken er en historisk landvinding i kampen mod social dumping. Nu har vi sikret, at chauffører fremadrettet ikke må tage deres lange ugentlige hvil i førerhuset. De skal have mulighed for at sove i en rigtig seng, og det skal ske på vognmandens regning. De får også mulighed for at vende hjem oftere, så de ikke skal leve et nomadeliv på de europæiske veje,” forklarer Marianne Vind.
Vejpakken har været en socialdemokratisk mærkesag igennem mange år, og det var også noget, som Marianne Vind diskuterede, sidst hun besøgte Palles Fragt. Derfor var hun glad for at vende tilbage med den gode nyhed om, at Vejpakken forhåbentligt snart kan blive til virkelighed.
“Vi har også sikret, udenlandske chauffører skal betales dansk løn, når de kører med varer i Danmark efter at have leveret gods fra et andet land. Så nu er det slut med at bruge udenlandske chauffører til at dumpe lønnen,” fortæller Marianne Vind.
Også borgmester Carsten Rasmussen (S) deltog i besøget, hvor Vejpakkens indhold blev diskuteret. Han glæder sig over, at lokale fragtvirksomheder kan se frem til mere fair konkurrence:
“Jeg er glad for, at vi har lokale erhvervsdrivende som Palles Fragt, der ikke vil konkurrere ved at presse lønnen og vilkårene ned for chaufførerne. Nu bliver konkurrencen forhåbentligt mere fair, og det er vi mange, der glæder os til.”
Dette er en lokalnyhed indsendt af Martin Dover. Du kan også indsende nyheder under INDSEND NYHED i topmenu.
Kommentarer