Fotoklubben udstiller – Corona eller ej!
Et af Kulturnattens faste indslag er Næstved Fotoklubs udstilling i Gamle Ridehus på Grønnegades Kaserne Kulturcenter. Den gennemføres også i år, den 2. – 4. oktober. Corona eller ej!
Er man lidt trist over den aflyste Kulturnat i Næstved, så er det en god nyhed, at der alligevel er mulighed for at få en af de faste kulturnat-oplevelser.
Der er nemlig så god plads i Gamle Ridehus, at den traditionsrige fotoudstilling kan gennemføres med fuld overholdelse af sundhedsmyndighedernes retningslinjer.
Derfor åbner Næstved Fotoklub dørene Til Gamle Ridehus fredag den 2. oktober kl. 13 og der er åbnet til kl. 17. Men også lørdag og søndag kl. 10 – 17. Der er gratis adgang, flotte fotografier og en fin lille corona-sikker café.
Medlemmerne af Næstved Fotoklub tilbyder en oplevelse med ca. 300 udvalgte fotografier, hvor der er tænkt lidt dybere over, hvordan de skulle tages, bearbejdes og vises frem, end mange af de billeder, vi ellers ser hver dag.
Klubbens aktive fotografer har meget forskellige interesser. Så fotografierne spænder fra rejsefotos og gadefotos over fotos fra lokale naturområder til portrætter og kreative fotografier. Forvent, at du kan få inspiration til dine egne fotografier med kamera eller mobil. Forvent også, at du kan blive provokeret eller overrasket.
For at få lejlighed til at skærpe dit blik for det gode fotografi, kan du som besøgende på udstillingen deltage i en konkurrence. Udpeg det billede, som du synes er bedst. Det kan være svært at vælge – hvorfor er det ene bedre end det andet? Du deltager samtidig i en konkurrence, hvor du bl.a. kan vinde et indrammet eksemplar af det billede, som flest blandt publikum udpeger som det bedste.
”Vi er meget glade for, at vi på trods af Corona virus også i år kan tilbyde en fotooplevelse på højt niveau til alle fotointeresserede. Vi er vant til at få op mod 1.000 besøgende over kulturnat- weekenden, og vi håber ligeså mange vil komme forbi i år”, siger Freddie Hansen, formand for Næstved Fotoklub. ”Klubbens medlemmer har i hvert fald gjort sig umage for at præsentere en af de flotteste udstillinger vi har haft i mange år”, siger han.
Næstved Fotoklub, som blev dannet i 1941, og derfor hastigt nærmer sig en 80-års fødselsdag, har ca. 50 medlemmer og holder til i hyggelige lokaler på Grønnegades Kaserne Kulturcenter.
Som medlem af fotoklubben kan man få afprøvet sine ideer i de 15 årlige klubkonkurrencer, hvor medlemmernes fotografier bliver bedømt og kommenteret af dommere fra andre fotoklubber.
Klubben deltager også i konkurrencer og fotoudstillinger i ind- og udland.
I 2019 blev Næstved Fotoklub den 3. bedste i konkurrence med landets mange andre klubber organiseret under Selskabet for Dansk Fotografi.
Og flere medlemmer i klubben får løbende fotografier antaget og præmieret ved censurerede fotoudstillinger og fotokonkurrencer i Danmark og i udlandet.
Næstved Fotoklub arrangerer også selv en international fotokonkurrence, The Golden Digital, som nu seks gange har samlet mange tusinde fotografier fra hele Verden . Derfor har den årlige fotoudstilling i Gamle Ridehus altid et højt niveau.
Hvis du gerne vil være en bedre fotograf, uanset dit udgangspunkt og ambitioner, så kan du få noget ud af at være med i en fotoklub, hvor du kan få inspiration og ideer til at tage gode fotografier.
Tag kontakt til klubben på hjemmesiden http://www.naestvedfotoklub.dk
og deltag gratis i 2 – 3 møder, før du beslutter om du vil være medlem. Klubben mødes hver torsdag kl.19.30 til ca. 22.00 på Grønnegade Kaserne.
Kommentarer