Næstved By

I form med kollegamotion og firmaidræt

projektleder Rikke Line Klockars-Jensen.

Vi sidder alt for meget ned i løbet af arbejdsdagen – 56 procent af os sidder ned i mere end 8 timer på en hverdag, selv om mange af os hellere vil væk fra stolen og have en mere aktiv hverdag. Derfor skyder Dansk Firmaidrætsforbund sammen med Næstved Firma Sport gang i et initiativ, der skal hjælpe lokale arbejdspladser i Næstved og omegn med at få mere motion i hverdagen – både før, i og efter arbejdstiden. 

 

Hvordan kommer vi i gang?

 

– Da jeg for 14 år blev ansat som projektleder for et forsøg med Motion på Arbejdspladsen i Frederiksborg Amt, var der tydelig modstand, fortæller Rikke Line Klockars-Jensen. Det var op ad bakke og krævede gode overtalelsesevner, selv om projektet var besluttet og pengene bevilget, MEN sådan er det slet ikke i dag, tilføjer Rikke Line Klockars-Jensen, der i dag arbejder som udviklingskonsulent i Dansk Firmaidrætsforbund.

 

– Nu spørger arbejdspladserne ikke hvorfor, men hvordan. De efterspørger konkret viden og værktøjer til, hvordan de kommer i gang? Hvilke aktiviteter kan vi få alle kollegerne med til? Hvor lang tid skal vi bruge? Hvordan undgår vi, at nogen bliver stødt? Og skal det være i eller efter arbejdstiden? Der er rigtig mange gode spørgsmål, fortæller Rikke Line Klockars-Jensen,

 

Slut med at sidde på den flade

Nu inviterer Næstved Firma Sport og Dansk Firmaidrætsforbund med Rikke Line i spidsen arbejdspladserne i Næstved og opland indenfor for at give hjælp til og svar på de mange spørgsmål. Det skal være slut med de alt for mange stillesiddende timer på den flade.

Der er tale om en skræddersyet uddannelse, hvor medarbejderne bliver uddannet til Sundhedsambassadører, og hvor de får netop den konkrete viden og de værktøjer, som arbejdspladserne efterspørger i jagten på ”hvordan”.

 

Alle fra arbejdspladser i Næstved og omegn kan tilmelde sig,  og de gratis pladser fordeles efter først-til-mølle-princippet. Første modul af uddannelsen holdes torsdag den 11. april i Næstved Firma Sport på Kasernevej 24 i Næstved. Herefter kan uddannelsen suppleres med et modul 2 torsdag den 20 juni samme sted.
Fakta om Sundhedsambassadøruddannelsen

  • Dansk Firmaidrætsforbund har i mere end 10 år uddannet sundhedsambassadører på arbejdspladser
  • Uddannelsen består af to moduler – hver af én dags varighed
  • Det er gratis at deltage for op til to medarbejdere fra samme arbejdsplads
  • Tilmelding: www.firmaidraet.dk/sundudd

 

Kommentarer