Forholdene giver konflikter i teltlejr ved Næstved
Næstved: I teltlejren ved Næstved har der været flere episoder med trusler og vold mod personale samt internt blndt asylansøgerne, hvor politianmeldelser har været nødvendige. Driftschefen peger på forholdene som grunden til konflikterne.
Driftschef for asylområdet i Langeland Kommune, Ulrik Pihl, mener, at forholdene i teltlejren er med til at give flere konflikter end i de ordinære asylcentre, skriver DR.
– De får hurtigt en fornemmelse af, at de skal stå i kø til alt. Blandt andet når de skal have mad tre gange om dagen. Det personlige initiativ bliver taget fra dem, når de ikke selv kan bestemme, hvornår de skal spise. De er ikke herre over deres eget liv, og de må finde sig i, at vi lægger det hele i skema for dem, siger han til DR.
Derudover peger Ulrik Phl også på, at det stigende antal af episoder med vold og trusler, skal ses i lyset af, at der er mange enlige mænd i teltlejrene, og at de bor meget tæt.
Konflikterne ses ikke i lige så høj grad på de ordinære asylcentre, hvor asylansøgerne selv står for at handle ind, lave mad og gøre rent.
I Beredskabscenter Næstved er der 590 pladser, hvoraf 400 af dem er teltpladser. Dog er kun 200-220 af pladserne i øjeblikket optaget.
Kommentarer