Samfund

Foreninger kan tjene penge på 15 skralderuter

Skraldsamlerne fra Suså Seniorklub. Foto: Næstved Kommune

For fjerde år i træk kan lokale, frivillige foreninger tilmelde sig udvalgte affaldsruter og tjene penge på deres indsamlede affald gennem projekt Ren Natur.

Projekt Ren Natur haft stor succes siden startskuddet for fire år siden. Det er et samarbejde mellem Hold Danmark Rent, Næstved Kommune, erhvervslivet og lokale ildsjæle.

Ren Natur, som er en del af Hold Danmark Rent, har til formål at skabe fokus på henkastet affald, styrke foreningslivet lokalt og skabe glæde ved naturen. Næstved Kommune deltager igen i år med 15 udvalgte ruter, hvor lokale foreninger – mod et sponsorat fra erhvervslivet – kan hjælpe med at samle affald i naturen.

Lokal gevinst
De kommende 15 ruter er som de foregående år planlagt ud fra borgernes inputs og kommentarer, og der skal på dette års ruter blandt andet samles affald ved Herlufmagle, Holme-Olstrup, Karrebækvej og i Næstved ved for eksempel Kanalvej, Herlufsholm, Holsted og Åsen. Hver gennemført rute medfører et sponsorat fra erhvervslivet til foreningerne på 3.000 kroner, som kan bruges til f.eks. en aktivitet der styrker foreningens sammenhold.

Sidste år deltog blandt andet Toksværd Badminton Klub, Dansk-Afghansk forening, Suså Seniorklub og Danmarks Civile hundeførerforening.

Toksværd Badminton Klub har oplyst, at pengene skal gå til ungdomsarbejde og 60+ spillere, mens de hos Suså Seniorklub vil bruge de ekstramidler til at byde på en kop kaffe for at orienterer om en anderledes sæson på grund af corona samt hjælp til en udflugt. Samtidig fortæller de, at affaldsruten falder godt i tråd med deres aktivitet, som under normale tider er stavgang om sommeren. At samle skrald er en hyggelig og fælles opgave samt en indtjening til foreningen.

Sammen ta’r vi skraldet
Sidste år deltog mere end 6240 frivillige på landsplan i Ren Natur, som tilsammen samlede 2822 sække med affald fordelt over 391 ruter. 15 af disse ruter var i Næstved Kommune, hvor der blandt andet blev samlet affald i områder ved Fuglebjerg, Fensmark, Lov, Karrebæksminde og flere steder i Næstved by.

Miljøminister Lea Wermelin var også med på en af affaldsruterne sidste år, hvor hun talte med de frivillige om deres oplevelser af affald i naturen, og hvad man kan gøre for at undgå at så meget affald lander dér. Formand for Teknisk Udvalg, Helle Jessen, håber da også at dette års affaldsruter vil give lige så flotte resultater som de sidste tre år.

– Det er et super projekt, hvor lokale foreninger og erhvervslivet kan hjælpe hinanden til en renere natur. Det glæder mig utrolig meget at så mange lokale støtter op omkring projektet. Tilbagemeldingerne fra Ren Natur har tidligere været, at de må lukke for tilmeldingerne fordi så mange ønsker at gøre en forskel for miljøet. Det kan vi kun være stolte af som kommune, særligt da vi til sommer står overfor endnu en grøn udvikling på affaldsområdet med mere sortering og genanvendelse af vores affald, fortæller Helle Jessen.

Alle kan være med
Foreningerne kan via Ren Naturs hjemmeside www.rennatur.org tilmelde sig, hvis de ønsker at indsamle affald på en rute. Herefter udvælger Ren Natur foreningerne og uddeler ruterne.

Kommentarer