Foreningen for voldsramte kvinder svindlede sig til stort beløb
En 39-årig kvinde og tre mænd fra Næstved oprettede ‘Foreningen for voldsramte kvinder’ udelukkende med det formål at svindle sig til dyre møbler og andre varer.
Det lykkedes en 39-årig kvinde og tre mænd fra Næstved at svindle for 774.861 kroner gennem oprettelsen af ‘Foreningen for voldsramte kvinder’, skriver Sjællandske.
Fra august 2015 til april 206 snød en 39-årig kvinde sig til malervarer og møbler for 774.861 kroner fra butikker i Næstved, Glostrup, Ringsted og Ishøj.
De fire personer handlede i butikkerne på et EAN-nummer tilknyttet til den falske forening. Flere butikker politianmeldte manglende betalinger, og deraf kunne politiet se et mønster, hvorefter de fire personer efter en ransagning blev sigtet i sagen.
De tre mænd på henholdsvis 29, 30 og 45 år nægter sig skyldige i sagen.
39-årig kvinde udeblev fra retten
Onsdag den 21. december skulle den 39-årige kvinde fra Næstved efter planen have erkendt at have svindlet for 774.861 kroner ved Retten i Næstved, men hun mødte aldrig op i retten.
Til sin forsvarer, Keld Nørreslet, havde hun givet det indtryk, at hun var syg. Dertil havde han forklaret hende, hvordan en elektronisk lægeerklæring indsendes til retten. Den blev dog aldrig sendt, og retsmødet blev derfor aflyst.
Dommer Mette-Lise Pommer gav hende en frist for at indsende erklæringen til slutningen af rettens åbningstid. Har den 39-årige ikke gjort dette, vil der blive udstedt en anholdelsesbegæring, som betyder, at politiet kan hente hende inden det kommende retsmøde.
Kommentarer