Foredrag om støttemuligheder til voksne med autisme
Socialrådgiver ved Landsforening Autisme, Ulla Kjer, vil fortælle om de støttemuligheder, der findes for personer med autisme. Det sker ved et foredrag på Næstved Bibliotek torsdag den 27. april kl. 19-21.
Voksne mennesker med autisme oplever ofte, at de ikke får den støtte, de har behov for. Reglerne kan være svære at gennemskue. Her er det vigtigt at være klædt på til opgaven, hvad enten autisten klarer den selv eller sammen med en bisidder.
Ulla Kjer vil under foredraget fortælle om de generelle regler på området, støttemuligheder efter den sociale lovgivning, arbejdsmarkedslovgivningen og på uddannelsesområdet samt hvad man skal være opmærksom på og selv kan gøre.
Kendetegnende for mennesker med autisme er afvigelser i forestillingsevnen, kommunikationen og det sociale samspil med andre. Autisme Spektrum Forstyrrelse dækker over autistiske tilstande, der spænder fra normalt- og velbegavede med ovennævnte handicaps til stærkt udviklingshæmmede uden f.eks. sprog.
Ofte optræder samtidige sygdomme og tilstande, som depressioner, OCD, angst, sanseforstyrrelser, ADHD og lignende.
Kommentarer