Foredrag på biblioteket: Er læsning sundt?
Har du prøvet at læse en bog og opleve, at der var et FØR og et EFTER den læseoplevelse? Eller har du tidligere været inkarneret læser, men har glemt, hvorfor læsning ofte er mere givende end en serie på Netflix? Det, og meget mere kan du høre om, når Christine Fur Fischer besøger Næstved Bibliotek.
Onsdag den 22. februar fra klokken 19.00 til klokken 20.30 kan du på Næstved Bibliotek høre Christine Fur Fischer fortælle om, hvordan litteratur kan lære os nyt om os selv og få os til at se nye ting, formulere ubevidste tanker og følelser og måske give livet en ny retning.
Medicin for sjælen
Brugen af læsning og bøger som terapiform er ikke noget nyt. Allerede i oldtiden betragtede man bøger som medicin for sjælen. I dag kan hjerneforskningen slå fast, at der sker målbare ændringer i hjernestrukturen, når vi læser litteratur. Ikke alene under læsningen, men også bagefter. Kom og bliv klogere på, hvordan læsning forbedrer dine menneskelige kvaliteter og giver dig den oplevelse af flow, som er central for, at du kan føle dig lykkelig.
Christine Fur Fischer er cand.mag. i Litteraturvidenskab, anmelder og litteraturformidler på Gentofte Hovedbibliotek. Hun har bloggen Litteraturterapi.dk med anmeldelser og læsetips.
Billetter til 50 kroner kan købes på: www.naesbib.dk/arrangementer
Kommentarer