Foredrag om krigen i Ukraine på biblioteket i Fensmark onsdag aften
Fensmark: Dansk-Russisk Forening inviterer til foredrag om ’Ukraine efter krigen’ på biblioteket i Fensmark onsdag.
Onsdag den 31, august klokken 19.00 inviterer Dansk-Russisk Forening i Region Sjælland til et offentligt foredrag om ’Ukraine efter krigen’ ved Flemming Splidsboel Hansen, ph.d. i russisk, seniorforsker på DIIS. Foredraget finder sted på biblioteket i Fensmark,Kildegårdsvej 56, 4684Holmegaard.
Konflikten i Ukraine har nu stået på i 2½ år. Men hvad er egentligt status for såvel krigen som fredsforhandlingerne? Hvordan kommer vi videre, og hvad er det mest sandsynlige resultat?
Foredraget vil give indblik i konfliktens baggrund, udvikling og status, og der vil være fokus på mange forskellige parter.
Flemming Splidsboels forskning på DIIS koncentrerer sig om Ruslands indenrigs-, udenrigs- og sikkerhedspolitik, russisk identitet, de politiske forhold i de tidligere Sovjetstater, forholdet mellem Rusland og EU og ikke mindst den aktuelle konflikt i Ukraine. Splidsboel er tidligere universitetslektor ved Københavns Universitet og har desuden arbejdet på Forsvarsakademiet, i Udenrigsministeriet og senest som chef for 50 medarbejdere i OSCE’ s politiske og militære afdeling i Tadsjikistan.
Der vil være rig lejlighed til at diskutere indbyrdes og med foredragsholderen.
Medlemmer af foreningen har gratis adgang mens øvrige skal betale 50 kroner.
Kommentarer