Foredrag om Holmegaard Glasværk i Kornerups Rådhus
Foredraget om Holmegaard Glasværk holdes af kunsthistoriker kunsthistoriker og leder af Næstved Museum, Mette Bielefeldt Bruun, Museum Sydøstdanmark.
Foredraget afholdes torsdag den 19. januar klokken 19.00 i Kornerups Rådhus, Algade 97, 4760 Vordingborg.
Holmegaard Glasværk blev etableret i 1825 af Lensgreve Henriette Danneskiold-Samsøe i Holmegaard Mose i Fensmark. Gennem tiderne har arbejdskraften i høj grad været baseret på import af udenlandsk arbejdskraft, men efterhånden opstod der en hel landsby omkring glasværket, hvor generation efter generation af glasværkets arbejdere levede deres liv.
Holmegaard skabte både anonyme emballageglas, flasker og andre brugsglas, men også kunstglas og unikadesign. Man var også dygtige til at engagere visionære designere, der kom til at præge dansk glasproduktion. Glas fra Holmegaard blev ikke alene toneangivende i Danmark, men også internationalt kendte i løbet af det 20. århundrede.
I 2008 lukkede Holmegaards produktion. Bomærket blev solgt til Rosendahl Design Group, og glasværkets store glassamling på 35.000 glas er nu i Museum Sydøstdanmarks varetægt.
Med store donationer fra Realdania og andre fonde vil Museum Sydøstdanmark nu puste liv i det gamle glasværk, som fra 2018 vil danne rammen om museum, videncenter for design og kunsthåndværk og erhvervs- og uddannelsessamarbejder.
Man kan læse mere og købe billet på http://www.danmarksborgcenter.dk/da/holmegaard-glasvaerk-200-aars-dansk-industri-og-designhistorie. Der er et begrænset antal billetter.
Arrangementet er stablet på benene i samarbejde mellem Museumsforeningen Sydsjælland og Møn samt Museum Sydøstdanmark.
Kommentarer