Holmegård

Den fordummende debat og respekten, der forsvandt

Skrevet af: Dennis Boye

Den oplevelse jeg har, når jeg går online, er en debat, der simpelthen er så intetsigende, vulgær og fordummende. Folk med delvist anonyme profiler, manglende respekt og hø i ørene. Når der i det private er en opgave eller et problem, der skal løses, må vi sætte os ned og få en konstruktiv snak med input, gode såvel som dårlige, for at få det bedst mulige resultat. Det er tilsyneladende næsten umuligt i politik – i hvert fald på nettet, og dette er ikke kun lokalt.

F.eks. i den nuværende motorvejssag.

Man har nu i 40 år ventet på, at den ville komme, og ingen har rigtig gjort noget. Nu er folk så pludseligt gået i selvsving – selv politikerne, i håb om at score nogle nemme stemmer. Jeg har tidligere opfordret folk til at stå sammen, for det er den eneste måde, at noget kommer til at ske. Mange tror, at fordi jeg er fra LA, har jeg magten over en LA-minister. Havde det været så simpelt, havde motorvejen jo været der for 30 år siden.

Nu er det sådan ifølge den VVM-redegørelse, der foreligger, at vores forhåbentlig kommende motorvej har en elendig intern rente på 3,9 % hvilket gør, at uanset hvem, der er trafikminister, vil den ligge et godt stykke nede på listen i forhold til andre vejforbedringer så længe vi ikke har flere penge at gøre godt med.

Nu er også debatten gået i selvsving, og folk har travlt med at give hinanden skylden for, at motorvejen ikke er der. Al respekt og almindelig anstændighed er forsvundet, og folk sviner hinanden til, desperate for at skubbe skylden over på andre – for ingen ønsker at kigge indad og se på sig selv til at starte med.

Men hvis skyld er det? Er det borgerne, som ikke i tilstrækkelig grad har påpeget, at den mangler, eller er det de kommunale politikere, der har været for arrogante til at kunne samarbejde og lægge et fælles pres på Folketinget.

Nu tror man så, at hele problemet kan løses ved at chikanere den nuværende transportminister – tagge ham og skrive RUTE 54 NU! i alle hans hundredvis af opslag. Det eneste der selvfølgelig sker, er, at hans folk blokerer alle på Facebook, som de mener, chikanerer mere, end de gavner.

Dermed forsvinder også respekten for Næstved og dens borgere, og resultatet er, at motorvejen forsvinder endnu længere ud i horisonten.

Jeg ønsker også den motorvej og jeg vil lave så meget lobbyarbejde som muligt, men alene kommer jeg aldrig i mål.

Stå sammen, og vær klogere!

Venlig hilsen
Spidskandidat
Liberal Alliance Næstved
Dennis Boye
Vestervej 3 4684 Holmegaard

Dette er et læserbrev indsendt af Dennis Boye. Du kan også indsende et læserbrev under INDSEND NYHED i topmenu. 

Kommentarer