Næstved By

Folketinget åbner for de generelle hjælpepakker til dansk erhvervs- og kulturliv

Foto: arkiv

Der skal være hjælp at hente, når corona får konsekvenser for erhvervs- og kulturlivet. Derfor har regeringen sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Alternativet og Kristendomkraterne besluttet, at en række kompensationsordninger åbner igen.

Fra i morgen træder nye restriktioner for dele af erhvervs- og kulturlivet i kraft.

Et flertal i Folketinget har således besluttet en nedlukning af nattelivet, herunder lukketid kl. 24 for serveringssteder samt begrænsninger af større stående koncerter og lign.

De nye corona-restriktioner vil få konsekvenser for erhvervs- og kulturlivet, og derfor har regeringen netop indgået en aftale med et bredt flertal af Folketingets partier, der giver ekstra hjælp.

Der åbnes for en række af de generelle kompensationsordninger, der tidligere er set under coronakrisen. Dermed kan virksomheder og kulturliv søge om hjælp via kompensationsordningen for faste omkostninger, til omsætningstab for selvstændige mv. herunder kunststøtteordningen og arrangørordningen.

Erhvervsminister Simon Kollerup:

”Vi står et andet sted end for et år siden. Dansk økonomi har det godt, og flere virksomheder mangler hænder til at udføre deres arbejde. Men siden coronakrisens start, har det været en af regeringens vigtigste prioriteter, at hjælpen følger restriktionerne. Det gælder også med aftalen i dag, hvor vi sammen med et bredt flertal af Folketingets partier endnu en gang spænder sikkerhedsnettet ud under erhvervs- og kulturliv. Når smitten stiger, og vi må sætte ind med tiltag til at dæmpe aktiviteten i samfundet, så skal vi stå klar med hjælp. Tiden med corona er desværre uforudsigelig, men med nye hjælpepakker giver vi nogle holdepunkter for de virksomheder, som holder ekstra for i den kommende tid.”

Kulturminister Ane Halsbo-Jørgensen:

”Jeg er meget glad for, at der er bred opbakning blandt Folketingets partier til aftalen, der sikrer kompensation og hjælpepakker til kulturlivet. Vi spænder nu et sikkerhedsnet ud under de kunstnere, underleverandører og koncertarrangører – store som små – der bliver ramt af de nye restriktioner.

Vi er bevidste om, at de nye restriktioner vil ramme særligt hårdt for kulturaktører og virksomheder, som har deres primære omsætning i julemåneden. Derfor har vi sørget for, at de nu får mulighed for at søge om kompensation for omsætningsnedgang alene for december. Derudover har vi genindført og udvidet en række af de ordninger, som vi kender, og som vi ved har stor betydning for både kulturvirksomhederne og kunstnerne. Det har været helt afgørende for os hurtigt at skabe tryghed for alle dem, der nu rammes af restriktioner.”

Torsten Schack Pedersen, erhvervsordfører for Venstre:

“Nye restriktioner koster ramte virksomheder dyrt. Derfor vigtigt for V, at adgangsbilletten til kompensationsordningerne blev 30 pct – og ikke 45 pct som foreslået af regeringen.”

Hans Kristian Skibby, erhvervsordfører for Dansk Folkeparti:

“DF syntes vi med den her aftale har sikret en fornuftig ramme for de understøttende tiltag som er bydende nødvendige på erhvervs og kulturområdet. Der vil givet vis komme yderligere tiltag og præciseringer, men det er vigtigt at virksomheder og deres ansatte opnår en rimelig hurtig afklaring.”

Charlotte Broman Mølbæk, kulturordfører for Socialistisk Folkeparti:

Vi er rigtig kede af, at det er nødvendigt med restriktionerne igen, og det er helt afgørende for SF, at kulturen får kompensation, når de nu igen lukkes ned. Derfor er vi glade for en ny ordning for spillesteder, der både dækker dem, men også musikere og leverandører. Men det har også været vigtigt, at vi hjælper dem, der har nedgang i salg af billetter, fordi folk er forsigtige. De kan også få kompensation. Desværre har der ikke været opbakning til aktivitetspuljen eller den genopretningspulje, som SF har foreslået for at give den danske musikscene et lys i mørket. Den branche er særligt hårdt ramt og har brug for hjælp til at komme på fode igen, så vi kan opleve store koncerter og komme på festival igen til sommer.

Zenia Stampe, kulturordfører for Radikale Venstre:

“Som kulturordfører er jeg især tilfreds med, at vi udvider arrangementsordningen, så den omfatter alle offentlige arrangementer med over 50 stående publikummer, så restriktioner og støtteordninger følges ad. Det gør ordningen nemmere at administrere og mere retfærdig. Jeg er også glad for, at vi ligestiller kunststøtteordningen med selvstændigordningen, så man begge steder kan få dækket 90 procent af sit indtægtstab.”

Katrine Robsøe, erhvervsordfører for Radikale Venstre:

“Det er mega surt, at vi skal stå her igen. Jeg tror mange genkender den trælse følelse jeg havde da meldingen om nye restriktioner kom. Men den trælse følelse er intet i forhold til alle de virksomheder og selvstændige, der bliver ramt på deres livsværk. Der endnu engang må holde for i kampen mod corona og går en usikker tid i møde. Derfor står vi naturligvis klar med kompensationsordningerne igen. Det er kun rimeligt.”

Rune Lund, erhvervsordfører for Enhedslisten:

Enhedslisten er med i den her aftale, fordi det er det ansvarlige at gøre. Vi er specielt optagede af, at små erhvervsdrivende, herunder også selvstændige, freelancere og kombinatører, er med og nu får bedre forudsætninger for at kunne stå igennem den kommende tid.

Søren Søndergaard, kulturordfører for Enhedslisten:

”For Enhedslisten har det været afgørende, at restriktioner, som rammer kulturen, øjeblikkeligt er blevet fulgt op med kompensationsordninger, og vi vil nøje følge, at de fungerer efter hensigten. Men vi ved også, at det ikke er nok. Næste opgave må være at forberede en kulturens Marshall-plan, som kan sikre, at kulturlivet vender tilbage med fuld styrke, når der er mulighed for det.”

Mona Juul, erhvervsordfører for Konservative:

“Det er hammer træls igen at skulle forhandle kompensationer på bagkant. Men det er jo desværre intet imod hvor svært det er for de ramte virksomheder og deres ansatte. Derfor har det været vigtigt at lave en hurtig aftale. For konservative har det været helt centralt, at kompensationerne gives uanset om der er tale om restriktioner eller anbefalinger. At kravet til omsætningsnedgang blev sat ned, og at de ramte selvstændige og kulturaktører selvfølgelig også kompenseres. Vi har også sikret en generel bedre fleksibilitet og en målrettet indsats for de mindre spillesteder. Endelig har det været helt afgørende at vi har fået lovning om drøftelse af gældsafvikling.”

Kasper Sand Kjær,kulturordfører for Socialdemokratiet:

“Igennem hele corona har vi holdt hånden under dansk kulturliv. Med aftalen i dag fortsætter vi med at spænde et stærkt sikkerhedsnet ud under kulturlivet, når restriktionerne betyder nedgang og aflysninger. “

Fakta om hjælpepakker:

  • Faste omkostninger:
    Kompensationsordningen for faste omkostninger forlænges til den 28. februar 2022, og kravet til omsætningsnedgang sættes ned til mindst 30 pct. Det gælder fra 1. december 2021.
  • Selvstændige, herunder kunststøtteordningen:
    Kompensationsordningen til selvstændige mv. herunder kunststøtteordningen genåbnes med et krav til en omsætningsnedgang på mindst 30 pct. Ordningen kan søges fra den 1. december 2021 til og med 28. februar 2022.
  • Tvangslukninger:
    De dele af dansk erhvervs- og kulturliv, der er tvangslukkede f.eks. natteliv, vil kunne få dækning af alle deres faste omkostninger og adgang til selvstændigordningen mv. for tvangslukkede.
  • Arrangører:
    Arrangørordningen genåbnes for arrangementer på mindst 350 stående personer, der er planlagt før den 7. december 2021 eller er fast tilbagevendende, og som aflyses, udskydes eller ændres væsentligt.
    Samtidig etableres en ordning, som skal dække spillesteders aflysning udskydelse eller ændringer af mindre indendørs arrangementer (51-349 stående tilskuere).
  • Aflysninger af julefrokoster:
    Der oprettes en pulje til dækning af kasserede varer hos virksomheder, der er leverandører til aflyste julefrokoster, private fester og sociale begivenheder for mere end 50 deltagere, som skulle have været afholdt den 10., 11. og/eller 12. december uden for private hjem, fx i restauranter, festlokaler e.li.

    Der gives desuden mulighed for at søge ordningen for faste omkostninger baseret på et omsætningsfald i december alene. Normalt skal man som virksomhed søge for to eller tre måneder under et.

  • Weekendpulje for kasserede letfordærvelige varer
    Der etableres en pulje målrettet de virksomheder og leverandører, der, pga. nye restriktioner, brænder inde med letfordærvelige varer i weekenden den 10. december til 12. december 2021.

    Den enkelte virksomhed kan maksimalt modtage et kompensationsbeløb på 30.000 kr. for kasserede varer. Der afsættes 10 mio. kr. til puljen.

  • Låne- og garantiordninger
    Låne- og garantiordningerne under hhv. EKF, Vækstfonden og Rejsegarantiordningen forlænges frem til den 28. februar 2022.

Regeringen drøfter forholdene for lønmodtagere med arbejdsmarkedets parter.

Hjælpepakkerne gælder til den 28. februar 2022.

Kommentarer